Et selskab hvis aktier er 100% ejet af et andet selskab, kaldet moderselskabet. Et selskab kan blive helejet via opkøb fra moderselskabet eller via et spin-off fra moderselskabet. Et regulært datterselskab er 51 til 99% ejet af moderselskabet.
En situation hvor et moderselskab måske ville ønske at oprette et datterselskab kunne være, hvis selskabet ønsker at drive en afdeling på et udenlandsk marked. Denne arrangering er populær blandt højteknologiske virksomheder, der gerne vil beholde den fulde kontrol og det fulde ejerskab af deres teknologi.
Helejede datterselskaber tillader, at moderselskabet kan beholde den fulde kontrol men samtidig slippe for alle omkostninger og risici ved et fuldt ejerskab.
Et betydeligt men ikke-kontrollerende ejerskab på mindre end 50% af en virksomheds stemmeberettigede aktier.
Hvis en virksomhed ejer minoritetsinteresse i en anden virksomhed men kun har en minoritetspassiv position (kan ikke udøve indflydelse), så er det kun udbyttet, som virksomheden bogfører. Hvis virksomheden har en minoritetsaktiv position (kan godt udøve indflydelse), så bliver både udbytte og en procentdel af indkomsten bogført.
Et bogføringsmæssigt nøgletal der fortæller noget om et selskabs evne til at skabe overskud i forhold til, hvor mange penge, der er bundet i forskellige aktiver.
Beregnes sådan:
Dette nøgletal er et af de mest brugte nøgletal til at bestemme en virksomheds rentabilitet.
Et koncept inden for bogføring, der kan bestemme rentabiliteten af individuelle produkter eller tjenesteydelser.
Dækningsbidraget kan opgøres for virksomheden som helhed, for en produktgruppe, enkelt produkt eller pr. afdeling.
Ofte bruges begreberne DB-I, DB-II og DB-III. DB-I beregnes ved at tage salgsprisen minus stykomkostningerne. DB-II (markedsføringsbidraget) beregnes ved at tage DB-I minus de direkte salgsfremmende omkostninger, hvormed udtrykkes den nettoindtjening, som en produktgruppe bidrager med. DB-III, markedsudbyttet, beregnes ved at tage DB-II minus de fælles markedsføringsomkostninger. DB-III udtrykker således markedsføringens samlede indtjeningsresultat.
Et udtryk for økonomisk fordelagtighed. Hvis den opnåede meromsætning er større end den forårsagede meromsætning.
Udspringer fra ordet ”rente”.
Det er i bund og grund en virksomheds evne til at skabe et profit ud fra en investering.
Penge som kunderne (private eller virksomheder) skylder en anden entitet i bytte for varer eller serviceydelser, som er blevet leveret eller brugt, men endnu ikke betalt for. Tilgodehavender kommer som regel i form af kredit og forfalder som regel inden for en relativ kort tidsperiode, der kan variere fra få dage til et år.
Hvis en virksomhed har tilgodehavender, betyder det, at den har lavet et salg men har endnu ikke fået pengene fra køberen. De fleste virksomheder tillader at lade en portion af deres salg være på kredit. Disse typer salg tilbydes som regel til faste eller specielle kunder.
Tilgodehavender er ikke begrænset til kun virksomheder – private har dem også. Folk har tilgodehavender, når de er ansat i en virksomhed i form af eksempelvis månedlig løncheck. Virksomheden skylder den private penge som bytte for den ydelse (arbejde), den ansatte allerede har ydet.
De råvarer, work-in-process varer og færdigproducerede varer, der ses som en del af virksomhedens aktiver, som er klar eller vil blive klar til salg. Varebeholdninger repræsenterer en af de mest vigtige aktiver, som virksomheder har, fordi omsætningen af disse varebeholdninger er en af de primære omsætningskilder og derfor indtjening for virksomhedens aktionærer/ejere.
At sidde inde med store mængder varebeholdninger i lange perioder er som regel en dårlig ting for forretningen på grund af omkostningerne ved opbevaringsplads, forældelse og spild. Det er dog heller ikke godt at have for lidt varebeholdninger, fordi forretningen derfor løber risikoen ved at miste potentielle salg samt potentiel markedsandel.
Beholdningsstrategier såsom just-in-time systemer kan hjælpe med at minimere omkostninger, fordi varerne kun bliver produceret og modtaget, når det behøves.
(I) Brugen af forskellige finansielle instrumenter eller lånt kapital, såsom margin, til at forøge den potentielle gevinst ved en investering.
(II) Mængden af gæld brugt til at finansiere en virksomheds aktiver. En virksomhed med betydeligt mere gæld end egenkapital bliver set som meget gældsat.
Gældsætning bruges oftest i forbindelse med boligtransaktioner, hvor der optages lån for at købe et hus.
(I) Gældsætning kan skabes via optioner, futures, margin eller andre finansielle instrumenter. Lad os for eksempel sige, at du har 5.000 kr. at investere for. Denne mængde penge kunne investeres i 10 Microsoft aktier, men for at øge gældsætningsgraden kunne du investere de 5.000 kr. i fem optionskontrakter. Du ville nu kontrollere 500 aktier i stedet for kun 10.
(II) De fleste virksomheder bruger gæld til at finansiere drift. Ved at gøre dette øger virksomheden sin gældsætningsgrad, fordi den kan investere i forretningsdrift uden at øge dens egenkapital. Hvis en virksomhed for eksempel bliver skabt med en investering på 5 mio. kr. fra investorer, så ville virksomhedens egenkapital være 5 mio. kr. – disse penge bruger virksomheden til dens drift. Hvis virksomheden bruger gældsfinansiering ved at låne 20 mio. kr., så ville virksomheden nu have 25 mio. kr. at investere i forretningsdrift for og flere muligheder for at forøge værdien for aktionærerne.
Gældsætning hjælper både investoren og virksomheden til at investere eller drive forretning. Dog kommer det med en øget risiko. Hvis en investor bruger gæld til at lave en investering, og investering går den forkerte vej, vil hans/hendes tab være meget større, end hvis investeringen ikke var blevet gældsat. – gældsætning forstærker både gevinst og tab. I forretningsverdenen kan en virksomhed bruge gældsætning til at forsøge at generere velstand til aktionærerne, men hvis den fejler i at gøre dette, vil renteudgifterne og kreditrisikoen ødelægge investorernes værdi.
(I) En virksomheds totale indtjening (eller profit). Nettoindtægt beregnes ved at tage omsætningen og tilpasse den efter omkostninger, afskrivning, renter, skatter og andre udgifter. Dette tal kan findes på selskabets resultatopgørelse og er en vigtig måling for, hvor profitabel virksomheden er over en tidsperiode. Dette tal bruges også til udregningen af indtjening pr. aktie (EPS).
Det bliver også kaldt ”bundlinjen”, fordi nettoresultatet er i bunden af resultatopgørelsen.
(II) En privatpersons indtægt efter der er taget højde for fradrag, kredit og skat ud fra bruttoindtægten. Fradrag og kredit trækkes fra bruttoindtægten for at finde den beskattende indtægt, hvilket bruges til at udregne indkomstskatten.
(I) Nettoresultat beregnes ved at starte med virksomhedens totale omsætning. Herfra trækkes alle eventuelle omkostninger og udgifter fra inden for samme periode som omsætningen for at nå frem til resultatet før skat. Skatten trækkes fra dette tal for at nå frem til nettoresultatet.
(II) Lad os for eksempel antage, at din bruttoindtægt har været 250.000 kr., og at du har 100.000 kr. i fradrag og kredit. Dette giver dig en beskattende indtægt på 150.000 kr. Hvis vi siger, at du betaler 40% i skat, vil de resterende 90.000 kr. være din nettoindtægt.
En omkostningskategori som en forretning pådrager sig ud fra deres normale forretningsdrift. Et af de største ansvar en ledelse har er, at bestemme hvor meget driftsomkostningerne kan reduceres uden at påvirke virksomhedens evne til at konkurrere med deres konkurrenter.
For eksempel er lønnen til medarbejderne og penge brugt til udvikling og forskning driftsomkostninger. Nogle virksomhederne prøver at øge bundlinjen udelukkende ved at skære i driftsomkostningerne.
Mens det at afskedige medarbejdere og reducere produktkvaliteten kan forøge virksomhedens indtjening og måske er nødvendigt i nogle tilfælde, er der en begrænsning for, hvor meget virksomheden kan skære i disse omkostninger uden kvaliteten af driften skades.