Denne anmeldelse er sponsoreret af Lunar, som gerne vil informere om deres produkter. Invested.dk har på egen hånd forfattet teksten og kan stå inde for budskabet.

Handelsplatforme

Lunar Bank og Lunar Block anmeldelse

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er lunarlogo-1024x1024.png

Den hurtigt voksende og anderledes tænkende fintech virksomhed, Lunar, som bl.a. driver en moderne bank baseret på mobiltelefonen, har som en af de første i Danmark udvidet produktpaletten med en særskilt handelsplatform, Lunar Block, hvor der tilbydes handel direkte i kryptovaluta. Det er tilmed gjort på en enkel måde, så man slipper for at rode med wallets og særlige adgangskoder, som man risikerer at smide væk.

Lunar startede op for få år siden som klassens frække bankdreng ved at tilbyde bank på en helt ny måde. Der er således tale om en moderne og særdeles innovativ bank, som primært eksisterer på din mobiltelefon. Lunar har på få år allerede fået over 400.000 kunder og tilbyder bl.a. gratis visakort og i dagens Danmark noget så sjældent som positive renter. Sidste år blev det også muligt at investere i aktier, fonde og ETF’er. Og i år er det også blevet muligt at handle direkte i kryptovaluta, hvilket hidtil har været tæt på umuligt herhjemme i Danmark. 

Du bør særligt overveje Lunar og Lunar Block af disse grunde:

  • Den innovative Lunarapp på din mobiltelefon, som styrer din bank, kryptohandel og investering
  • Hurtig kundeoprettelse via appen ved brug af NemID eller MitID
  • Gratis visakort og positive renter på 0,5% af op til 50.000 kr. i indestående
  • Generelt gode priser og en spændende og nytænkende produktpalette
  • Adgang til nem investering i aktier, fonde og ETF´er for ned til 19 kr. pr. handel
  • Køb let kryptovaluta via Lunar Block i Lunarappen uden brug af wallets og keys
  • Overskuelige handelsgebyrer på kryptovaluta fra 1-2,5%

 

Lunar som bank

Lunar startede som nævnt op som innovativ fintech virksomhed for et par år siden, og der er blevet brugt mange penge på udviklingen. Lunar har undervejs rejst ikke mindre end 2,3 mia. kr. i kapital for at komme til hvor de er nu. Lunar har altså innoveret og ekspanderet kraftigt og gjort sig til overfor de danske bankkunder på en ny og anderledes måde. Det er sket via nytænkning og konkurrencedygtige priser og produkter.

Tidligere har banken solgt sig selv som et supplement til en eksisterende bank, og hvis man fortsat gerne vil kunne møde en bankrådgiver (sælger) fysisk, er man da også fortsat nødt til at bibeholde denne. Men som det vil fremgå af denne anmeldelse tilbyder Lunar efterhånden de mest gængse bankprodukter (og herudover produkter som bankerne typisk ikke tilbyder) måske lige med undtagelse af pension og realkreditlån.

For overhovedet at kunne handle kryptovaluta på Lunarappen via den særskilte platform, Lunar Block, er man er nødt til i første omgang at blive kunde hos Lunar Bank, hvilket klares via den downloadede app, hvor man identificerer sig ved brug af NemID eller MitID. Er man godt tilfreds med sin eksisterende bank, eller kan man ikke undvære den, bliver man naturligvis bare som kunde der.

Men man har i den grad god mulighed for at bruge Lunar som en ekstra bank og fx få et gratis visa debit betalingskort samt opnå positive renter på 0,5% af op til 50.000 kr., hvilket indtil videre er gældende resten af 2022. Fra og med 1. april 2022 skal man dog benytte sit tilknyttede betalingskort mindst én gang hver 30. dag, hvis man gerne vil modtage de positive renter. Glemmer man dette vil renten være 0% i en periode.

Lunar Bank tilbyder også forskellige låneprodukter, NemKonto, almindelige betalinger, nye betalingsmetoder via Apple og Google Pay, virtuelle betalingskort, rejseforsikring, erhvervskonti, forskellige rabatordninger og en lang række andre features og muligheder.

Et eksempel på bankens innovative tilgang er, at det er muligt at tilknytte ens bankkonti, som man har i andre banker. Det gør det muligt f.eks. at overføre penge fra disse til Lunar og se transaktioner. Det er en ganske smart og brugbar feature, som skaber et godt overblik. Flere banker burde gøre brug af dette, når nu teknologien er til rådighed, men de har måske dybest set ikke den store interesse i det.

At banken primært eksisterer via mobilappen gør formentlig også at den i højere grad henvender sig til det yngre publikum. Sprogbrugen og den innovative tilgang vil formentlig heller ikke appellere til alle, men produktudbuddet og prissætningen fejler bestemt ikke noget. For det lidt ældre publikum kan man fx bruge en ipad for at få et lidt større overblik.

Selve Lunarappen vender man sig dog hurtigt til og der findes bl.a. muligheder for at lave screendumps af fx kontobevægelser og andet, hvis man skulle ønske dette. Lunar sender også oversigter over kontobevægelser til ens e-Boks.

Lunar har også en ganske fin kundeservice, hvor man kan e-maile, chatte og ringe fra kl. 9-23 i hverdagene og 10-17 i weekenden og på helligdage. Herudover skal man løbende sørge for at få opdateret Lunarappen, idet den nærmest konstant er under udvikling. Lunar udvikler således hele tiden nye features og produkter og for at få glæde af disse kræver det ofte opdateringer.

Foruden den gratis standardløsning tilbydes betalingsløsninger i form af Premium og Pro, hvor man ved betaling af et beløb pr mdr. får adgang til flere produkter. Prokunder har bl.a. også mulighed for at handle kryptovaluta til et lavere gebyr. Mange vil formentlig sagtens kunne klare sig med en gratis løsning. Læs mere på Lunars hjemmeside om produktudbud og priser her.

Lunar Invest

Som kunde hos Lunar er det via Lunarappen også muligt at investere i en lang række både danske og udenlandske aktier, fonde og ETF´er. Lunar har til at håndtere dette indgået samarbejde med Saxo Bank, som stiller handelsplatform og infrastruktur til rådighed.

Investeringsmodulet i appen er udarbejdet så simpelt som muligt, så det er meget let at komme i gang. Der er ingen rådgivning at hente, så ønsker man at gå i dybden med investeringsmuligheder eller er man usikker på risikoen ved at handle med værdipapirer, må man søge dette andre steder. Man kan dog få lidt inspiration igennem temaoversigter, hvorefter man inden for disse temaer fx nethandel, grøn omstilling mv. kan se nærmere på mulige købskandidater. Man kan bl.a. se kurshistorik, læse korte beskrivelser af de enkelte aktier og fonde samt finde lidt nyheder.

Det koster fast 19 kr. i kurtage at handle aktier mv. for op til 50.000 kr. Herefter koster det 0,1% i kurtage. Handler man udenlandske aktier koster det desuden et vekselgebyr på 0,5%. Man kan handle ned til én aktie ad gangen, så man behøver ikke at have de store summer for at komme i gang.

På grund af vekselgebyret vil det være billigst at handle danske aktier eller danske investeringsforeninger. Det er også muligt at købe en lang række udenlandske ETF´er (Exchange Traded Funds), som typisk er indeksfonde med meget lave årlige omkostninger. Er man mere til udenlandske enkeltaktier, er der også rige muligheder her på en lang række forskellige børser.

Man handler fra en særskilt investeringskonto, så man er nødt til at overføre penge til denne inden man kan handle. Herefter er det nemt at vælge de aktier man ønsker at købe, swipe ja til køb, hvorefter man er i gang.

Lunar Bank sørger for behørig indberetning til Skat af ens foretagne værdipapirhandel, så man slipper for at skulle bøvle med dette. Man er dog som altid selv ansvarlig for at indberetningen er korrekt.

Lunar Block – simpel kryptohandel på dansk platform

Med Lunar Block som dansk handelsplatform bliver det for alvor let at handle kryptovaluta som dansker. Man slipper således for at skulle overføre penge til udenlandske kryptobørser, man behøver ikke fedte med wallets og keys, som man risikerer kan forsvinde. Der vil heller ikke være problemer med at trække pengene hjem fra udlandet, hvilket en del danske pengeinstitutter vægrer sig imod.

Det er meget let at komme i gang på grund af en let og smidig oprettelsesprocedure, gebyrstrukturen er gennemsigtig og man kan på overskueligvis følge med i udviklingen på sin kryptovaluta.

Man får tilmed hjælp til den skattemæssige indberetning i form af oversigter og vejledning, hvilket nuværende kryptovalutaejere vil kunne tale med om kan være et mareridt, når man handler på diverse udenlandske handelsplatforme. Man skal dog være opmærksom på, at man selv er ansvarlig for både at indberette til Skat og sørge for korrekt beregning af skatten.

Det er let og hurtigt at komme i gang med Lunar Block på Lunarappen.

Hvilke kryptovalutaer kan man handle?

I første omgang er det alene muligt at handle bitcoins, ethereum, cardano, polkadot og dogecoin. Det er ikke det største produktudbud, men Lunar har planer om, at der kommer flere kryptovalutaer på hylden med tiden. Man kan på Lunar Block læse mere om de forskellige kryptovalutaer ligesom de også er kort beskrevet nedenfor.

Man handler naturligvis for egen regning og risiko og det er derfor op til en selv at sætte sig ind i de forskellige kryptovalutaers egenskaber, herunder især den ekstra risiko der jo uvægerligt vil være, når man begiver sig ind på et marked, som ikke er reguleret af myndighederne.

Man kan fx handle den kendte Bitcoin (BTC), som tilbage i 2008 så dagens lys som den allerførste kryptovaluta. Bitcoin er fortsat den mest handlede og mest værdifulde kryptovaluta målt på markedsværdi. Bitcoin kan bl.a. bruges som betalingsmiddel. 

Den næststørste kryptovaluta målt på markedsværdi, Ethereum (ETH), kan også handles. Den bygger på en decentraliseret blockchain.

Det er også muligt at handle Cardano (ADA), som nok særligt er kendt for at være bæredygtig, idet man kan nøjes med et markant lavere strømforbrug ved udvikling og håndtering. Kryptovalutaen bygger på den såkaldte proof-of-stake protokol. 

Polkadot (DOT) er et nyere kryptoprojekt, som har et mål om at levere den mest robuste platform i forhold til sikkerhed, skalerbarhed og innovation.

Dogecoin (DOGE) blev oprindeligt skabt som en joke og kaldes derfor også en “memecoin”. Dogecoin er et glimrende eksempel på, hvor alsidigt kryptovaluta kan være og kan altså også handles på Lunar Block.

 

Hvad koster det at handle?

Gebyrstrukturen er relativ simpel. Er man standard eller premium bankkunde koster det et gebyr på 2,5% af det investerede beløb, som betales ved henholdsvis køb og salg. Er man pro kunde er gebyret i stedet 1%. Standardgebyret ligger nogenlunde på niveau med hvad det koster hos fx Coinbase eller Revolut, men til gengæld er det noget nemmere, og man risikerer ikke unødig bøvl i forhold til fx at trække sine penge hjem igen. Hos andre udbydere kan den samlede prisstruktur ligeledes virke uigennemskuelig, idet der typisk også opkræves flere mere eller mindre skjulte gebyrer, så det samlet set bliver dyrere at handle i sidste ende end man lige umiddelbart kan se.

Man skal minimum handle kryptovaluta for 99 kr. Selvom kryptovaluta typisk handles i dollars bliver man afregnet i danske kroner, hvilket vil sige, at der ikke tilkommer yderligere vekslingsomkostninger udover det faste gebyr som anført ovenfor. I den forbindelse må det siges, at det forekommer mærkværdigt, at Lunar Block på kursoversigterne har valgt at vise disse i hhv. danske kroner og euro. Lunar burde i stedet have valgt at vise kursen i amerikanske dollars i stedet for euro, så man bedre kan sammenligne med kursangivelser på medier, kryptobørser og andre steder.

Sådan handler man kryptovaluta

Efter man er blevet oprettet som kunde i Lunarappen, skal man under “Produkter” i bunden af appen vælge “Krypto”. Forinden man kan få lov at handle skal man besvare nogle spørgsmål vedrørende kryptovaluta, som skal vise, at man har i hvert fald overordnet har forståelse for de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kryptovaluta. Det er særligt risici i forhold til volatil kursdannelse, at værdierne i høj grad bygger på forventninger, at kryptovaluta ikke er reguleret og at man som investor ikke nyder den sædvanlige investorbeskyttelse, som findes på fx aktiemarkedet.

Når man har fået adgang til Lunar Blocks vil man virkelig opdage, at det er let at købe kryptovaluta, jf. billederne nedenfor. Man vælger blot den kryptovaluta man ønsker at købe fx bitcoin og trykker Køb. Dernæst angiver man hvor meget man vil købe for fx 1000 kr. og trykker Fortsæt, hvorefter man kan se en oversigt over gebyr og anslået kurs. Man trykker en sidste gang på Køb og vupti man er blevet ejer af ca. 0,004 bitcoin, som på købstidspunktet har en værdi af 1000 kr. minus det fastsatte gebyr på 2,5%.

Trin 1: Efter valg af kryptovaluta trykkes Køb.
Trin 2: Angiv beløb du ønsker at købe for og tryk Fortsæt.
Trin 3: Tjek oplysninger om gebyr og pris og tryk Bekræft køb.

 

Hvem kan handle kryptovaluta på Lunar Block

Alle personer over 18 år, som er kunde i Lunar Bank, og som accepterer de risici, der er forbundet med investering i kryptovaluta kan, når de har har bestået en lille test, handle på Lunar Block. Testen er ikke vanskelig at klare, og kan man ikke besvare spørgsmålene bør man nok genoverveje om kryptovaluta er noget for en. 

Sikkerhed i forbindelse med kryptovalutahandel

Selvom Lunar har banklicens i Danmark og står bag Lunar Block betyder det ikke, at kryptovalutahandlen er reguleret af de finansielle myndigheder. Det kan formentlig give lidt ekstra tillid, at produkterne udbydes i regi af en dansk bank, men Finanstilsynet fører ikke som sådan tilsyn med Lunar Block og man er eksempelvis ikke omfattet af Garantiformuen i forhold til den investerede kryptovaluta ligesom man ikke nærer nogen form for investorbeskyttelse, som hvis eksempelvis handler med aktier eller andre regulerede værdipapirer.

At kryptovalutaen ikke er reguleret betyder også, at risikoen for hacking også vil være gældende selvom man har sin kryptovaluta opbevaret hos en dansk udbyder.

Den kryptovaluta man som kunde køber hos Lunar Block, købes rent teknisk af Lunar Block, hvor den opbevares på en særskilt samlekonto i Lunar Block A/S´ navn. Denne samlekonto indeholder også andre kunders kryptovalutaer hos Lunar Block, men bogføres naturligvis i kundens eget navn. Det betyder, at kunden suverænt har retten over sin egen kryptovaluta og ejer denne.

Man kan udelukkende købe og sælge kryptovaluta gennem Lunar Block via Lunarappen, hvilket betyder, at man ikke kan overføre kryptovaluta fra eller til Lunar Block fx via egen wallet eller andre udbydere. Når man afgiver en ordre om køb eller salg af kryptovaluta sørger Lunar Blocks eksterne samarbejdspartnere for, at man bliver afregnet til den bedst mulige pris på handelstidspunktet på tværs af tre forskellige kryptobørser – Kraken, Coinbase og Bitstamp.

Du kan læse mere om Lunar Block her, herunder også om alle risikoadvarslerne og vilkår for handel med kryptovaluta. Sidstnævnte fremgår nederst på siden under spørgsmål og svar.

Kryptohandel og skat

Erfarne kryptovalutahandlere bander ofte årligt, når det bliver tid til indberetning til Skat. Skatten i forhold til kryptohandel er ikke bare høj (størrelsen er dog afhængig af øvrig indkomst), den er også unødig bøvlet. For eksempel skal kryptoinvesteringer med gevinst holdes adskilt fra ditto med tab. Der er dog først når man realiserer en gevinst eller et tab, at beskatningen finder sted. Selvom Lunar ikke indberetter til Skat, idet der ikke findes krav om dette på samme måde, som hvis man fx handler med aktier i en dansk bank, så hjælper Lunar heldigvis med at sørge for en tilpasset oversigt og vejledning, som netop har fokus på indberetning til Skat i Danmark. Det har udenlandske kryptohandelsplatforme ikke, hvorfor den del kan forekomme endnu mere vanskelig. Læs eventuelt mere om beskatning af kryptovaluta her.

Konklusion

Selvom Lunar Bank med sin innovative og ungdommelige tilgang i høj grad rækker ud efter det yngre publikum, kan det ældre af slagsen sagtens være med og nyde godt af de konkurrencedygtige priser og produkter, hvis bare man kan forlige sig med at det hele foregår via mobilen. Betaler man negative renter i sin nuværende bank, vil det eksempelvis være oplagt at benytte sig af muligheden for at opnå lidt positive renter.

Er man også interesseret i at komme i gang med kryptovalutahandel, men har holdt igen på grund af bøvlet med udenlandske handelsplatforme og wallet keys, er Lunar Block helt sikkert en smidig og mere sikker måde at komme i gang på. Udvalget af forskellige kryptovalutaer er til at begynde med ikke så stort, men de største og vigtigste kan man dog handle. Man bør dog holde sig for øje, at selvom det er Lunar, som står bag kryptohandlen, så er kryptoaktiverne i sig selv ikke omfattet af den finansielle regulering, som beskrevet nærmere ovenfor.

Alt i alt kan både Lunar Bank, eventuelt som supplement til en eksisterende bank, og Lunar Block til handel med kryptovaluta kun anbefales.

Del denne artikel

Invested.dk