Hvad er forskellen mellem finanspolitik og pengepolitik?

Teoretisk set er finanspolitik og pengepolitik to funktionelle værktøjer, der kan hjælpe de politiske beslutningstagere med at styre økonomien hen mod mere ønskværdige tilstande: mere vækst, mindre recessioner og kontrolleret inflation. Pengepolitikken har at gøre med manipulering af pengeudbuddet og markedsrenterne, som ofte styres af centralbanker eller andre monetære autoriteter. Finanspolitik føres af de institutioner, der styrer de offentlige skatter og udgifter, såsom den danske stat eller den amerikanske kongres.

Både pengepolitik og finanspolitik er metoder til at styre makroøkonomiske reformer, hvor finanspolitikken dog er mere specifikt i fokus. En forøgelse i statens udgifter kræver for eksempel, at bestemte projekter finansieres over andre – hvis staten bruger penge direkte til at bygge en bro, så kan disse penge for eksempel ikke bruges til hospitaler. Ligeså vil skatteforøgelser og skattenedsættelser også ofte fokusere på en bestemt gruppe af borgerne.

Justeringer i pengepolitikken fokuserer på folks spare- og lånevaner. Højere renter øger omkostningerne ved at låne penge, hvilket reducerer privatforbruget og opmuntrer folk til at spare deres penge op. Omvendt vil lavere renter stimulere lånelysten og nedsætte opsparingslysten. Den direkte indflydelse fra pengepolitikken er mere udbredt end finanspolitikken, der ofte rammer bestemte grupper af mennesker.

Begge former for politik indebærer forskellige begrænsninger og risici. Fordi den moderne økonomi opererer under ubetydelige bankreservesystemer, så vil forøget lånelyst skabe et større udbud og derved højere inflation. Levestandarden falder, hvis priserne stiger uden en tilsvarende forøgelse i produktiviteten. Det er måske også umuligt at sigte efter det præcise pengeudbud eller rente, hvilket kan medføre negative og uventede konsekvenser.