aktiekurser

Bedste aktier i 2021: Invested.dk’s aktie-raketter.

2020 var et vildt år, som overraskede de fleste – også investorerne. I slutningen af sidste år offentliggjorde vi vores aktieraketter, og de gav et samlet afkast på 82%. En enkelt stak endda helt af og leverede et afkast på 415%.

Men hvordan bliver det nye år? – og hvilke aktier bliver de bedste aktier i 2021?

Her på invested.dk har vi kigget dybt i krystalkuglen for at finde vores bud på spændende og gode aktier i 2021. På aktiemarkedet er der aldrig garanti ved aktieanbefalinger – særligt ikke, hvis markederne igen skulle blive ramt af en pludselig tsunami, sådan som i 2020. Men du kan i hvert fald bruge følgende liste til inspiration i jagten på de bedste aktier i 2021.

>>>> Download i stedet alle forslagene som praktisk e-bog her <<<<<

Bedste aktier med potentiale i 2021:

Her er de aktier, vi synes er mest spændende i aktieåret 2021. Ved hver aktie har vi angivet, om risikoen er høj, mellem eller lav. Risiko og afkast følges som regel, så hvis du har en høj risiko, kan du også være heldig at få et højt afkast. Til gengæld er der også en fare for, at aktien kan falde relativt meget. Du kan læse vores idéer til aktier på denne side, og du kan melde dig gratis ind hos invested.dk og løbende få mange flere aktietips.

Cloudflare (NYSE: NET). Risiko: Høj

Cloudfare er en amerikansk Internet-virksomhed, som er på en mission, der går ud på bygge et bedre Internet. Et hurtigere og mere sikkert Internet. Foreløbig går det ret godt, også hvis man spørger aktionærerne. Cloudfares platform beskytter og accelererer Internet-applikationer online, uden at tilføje yderligere hardware, uden at installere software, eller ændre noget i koden. Eksempelvis kan et website, som er beskyttet af Cloudfares teknologi, få al sin trafik sendt igennem virksomhedens intelligente, globale netværk. Dermed vil websitet blive beskyttet mod angreb udefra, som eller ville medføre, at det gik ned. Ifølge informationsvirksomheden Neustar steg antallet af de såkaldte DDoS-angreb med 151% i første halvdel af 2020 og dermed er truslen fra hackere verden over noget, som stadig flere virksomheder må tage stilling til.

Cloudflare lancerede i oktober sit nye produkt Cloudfare One, som gør det mere sikkert for deres medarbejdere at arbejde hjemme, da man i højere grad kan beskytte virksomhederne fra hacker-angreb igennem hjemmearbejdende medarbejderes computere. Hackerangreb på hjemmecomputere er steget kraftigt i 2020 i forbindelse med, at stadig flere har arbejdet hjemmefra. Cloudfare One er derfor utvivlsomt et produkt, der vil være brug for i en fremtid, hvor man langsomt bevæger sig frem mod, at medarbejdere skal kunne arbejde hvor som helst, og ikke kun fra kontoret.

Der er kraftig vækst i branchen, og det er en tendens, som formentlig vil fortsætte i store dele af dette årti i forbindelse med, at virksomheder erstatter deres hardware-baserede løsninger på egne kontorer med cloud-løsninger. Derfor er det sandsynligt, at Cloudfare fortsat vil kunne fortsætte sin imponerende omsætningsvækst i de kommende år. I løbet af året har virksomheden landet en række meget store aftaler, og på nuværende tidspunkt bruger 15% af Fortune 1000-virksomhederne Cloudflares produkter. Den amerikanske virksomhed har rapporteret gode resultater siden børsnoteringen i 2019. I det seneste kvartal har der været en omsætningsstigning på 54% i forhold til samme periode sidste år, og alt tyder på, at at udsigterne fremover fortsat vil være gode.

Vores aktie-raketter skal måles på, hvordan de klarer sig i det kommende år, men Cloudflare er en virksomhed, som det vil give god mening at holde i en årrække. Vi har sat risikoniveauet til højt, og det skyldes, at aktien er meget volatil. Kommer man ind på det forkerte tidspunkt, kan man risikere at tabe 20-30%, men omvendt er potentialet også stort. Man kan som investor gardere sig imod fald ved at dele sit opkøb op i to eller tre portioner lige store portioner, så man opdeler sit køb i flere bidder. På denne måde kan man sikre sig mod at lægge hele sin investering i aktien ind på et uheldigt tidspunkt.

Cloudflare kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

Paypal (NASDAQ: PYPL). Risiko: Mellem

Paypal er en af de største aktører inden for online-betalinger, og det er en branche i hastig vækst. Der er ingen tegn på, at efterspørgslen efter digitale og mobile betalinger vil falde i den kommende tid, også selv om en vaccine skulle være rundt om hjørnet, og man bevæger sig tilbage mod mere ”normale tilstande”.

Den amerikanske betalingstjeneste ser ud til at være godt positioneret i en tid, hvor man verden over bevæger sig væk fra at bruge kontanter. På nuværende tidspunkt bliver størstedelen af verdens betalinger stadig foretaget med kontanter, så hvis man tror på, at man over de kommende år vil bevæge sig væk fra dette, så giver det markante muligheder for at vækste forretningen. Paypal slog sine egen rekorder i 2020, da antallet af betalinger steg med 38% i forhold til året før, mens omsætningen steg 25%. Væsentligt er det også at nævne, at selv da lockdowns blev ophævet verden over, så fortsatte stigningerne hos Paypal. Alene i det tredje kvartal fik Paypal 15,2 millioner nye aktive konti og nåede dermed op på 361 millioner aktive konti.

Ledelsen i PayPal har taget en lang række initiativer, som skal sikre væksten i de kommende år. De lancerede et kontaktløst kreditkort til brugere af Venmo, som er deres datterselskab for mobil-betalinger. Betalingerne sker via individuelt tilpassede QR-koder, som sikrer at de kan foretages uden at man behøver at være i kontakt med en terminal. Det er et produkt, som mange kunder og brugere har taget godt imod. Ud over det har PayPal også lanceret en ny service, som giver brugere i USA mulighed for at købe, holde og sælge kryptovaluta i PayPals digitale wallet.

Også på e-handelsområdet ser der ud til at være medvind. I rapporten “How We Shop Report” fra PayPal indikerede 50% af de 16.0000 respondenter, at de oprindeligt havde planer om at vende tilbage til at købe produkter i fysiske butikker, men at de nu har besluttet sig for at fortsætte med at shoppe online, selv når pandemien er ovre. Når man ser på PayPals udvikling over de seneste kvartaler, så ser det ud til, at pandemien har accelereret udviklingen i retning af en mere digital transformation af betalingssektoren, på samme måde som man har set det andre steder i økonomien.

PayPal er stærkt positioneret i forhold til at fortsætte væksten i kunder, samtidig med at forbrugerne verden over i stigende grad bevæger sig over mod e-handel. Det giver investorer, der har en lang tidshorisont, en oplagt mulighed for at profitere af denne trend, som ser ud til at fortsætte – coronavirus eller ej.

Paypal kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

>>>> Download i stedet alle forslagene som praktisk e-bog her <<<<<

Luna Innovations (LUNA:xnas). Risiko: Høj

Hvis man virkelig skal have succes som virksomhed, bør man kunne tilbyde noget særligt, der samtidig er eftertragtet af andre. Og det er præcis, hvad det lille amerikanske selskab Luna Innovations kan. Selskabet har specialiseret sig inden for intelligent fiberoptik, og med lidt held kan det skyde aktiekursen kraftigt op, så selskabet bliver blandt de bedste aktier i 2021.

Virksomhedens teknologi består af to dele: Lightwave og Luna Labs, der begge er teknologi inden for fiberoptik.

Med Lightwave-delen er virksomheden i stand til at gøre broer og infrastruktur intelligent ved simpelthen at bygge fiberoptiske kabler ind i konstruktionerne, så små uregelmæssigheder, sprækker eller rystelser kan registreres med meget stor nøjagtighed. På den måde kan bygningens ejere konstant få real-time-data af f.eks. broen eller konstruktionens tilstand, så man undgår ulykker igennem broens levetid. Teknologien er allerede taget i brug i flere nye broer i USA, men potentialet er enormt – især, hvis den nye præsident Biden gør alvor af sine planer om at skyde milliarder af dollars ind i nye infrastrukturprojekter i USA. Her er det sandsynligt, at produkter fra Luna Innovoations vil stå højt på ønskelisten, når konstruktionen af nye, moderne broer og bygninger skal sættes i gang.

Luna Innovations anden del består af det såkaldte Luna Labs, og her samarbejder virksomheden allerede med giganter såsom flyfabrikkerne Airbus og Lockheed Martin og flere bilproducenter. I Lockheed Martins nye højteknologiske jagerfly er der f.eks. allerede installeret hundredevis af meter fiberoptisk kabel, der er en vital del af flyets infrastruktur. Med produkter fra Luna Innovations, er Lockheed Martin i stand til at måle på kvaliteten af de eksisterende kabler uden at skulle skille flyet ad igen. På den måde kan man vurdere vibrationer, acceleration, tykkelse og ensartethed i flyets materialer. Efterhånden som både biler og fly bliver mere og mere avancerede, venter Luna Innovations en større og større efterspørgsel efter deres teknologi. Ikke mindst, når letvægtsmaterialer i disse år tages mere i brug – for eksempel i bilindustrien – hvor materialernes holdbarhed og struktur hele tiden er under pres og skal vurderes på holdbarhed.

Luna Innovations produkter er efter vores mening et godt bet, der både indeholder højteknologi og infrastruktur. Dermed kan Luna Innovations også være med – selv, hvis der skulle ske en sektorrotation i 2021. Lige nu vokser Luna Innovations med over 15% om året med en stærk profitmargin, og den succesfulde analytiker Jeff Meyers fra Cobia Capital kalder Luna Innovations et ”meget interessant lille selskab, der endnu ikke er særlig godt forstået af analytikerne”. På den baggrund mener Jeff Meyers, at Innolab Innovations aktiekurs mindst kan stige til 14 USD i 2021. Det vil svare til en stigning på i skrivende stund mindst 40-50%. Jeff Meyers har dog før ramt lidt konservativt med sine estimater, så den risikovillige investor har lov til at håbe på endnu mere efterhånden som Luna Innovations bliver et kendt navn blandt de helt store investorer.

Luna Innovations kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

Sea Ltd. (NYSE: SE). Risiko: Høj

Sea Limited er en internet-virksomhed med hovedsæde i Singapore og er blandt andet er markedsleder inden for e-handel og esport-arrangementer i Sydøstasien. Virksomheden står til at vækste utrolig stærkt i de kommende år, blandt andet fordi e-handel i regionen lige nu ligger på 4%, mens den i Kina er på ca. 20%. I det seneste kvartaltsresultat har virksomheden  fordoblet sin omsætning i forhold til samme periode sidste år.

Sea Ltd. er opdelt i tre dele:

  • Garena, som er et spilfirma.
  • Shopee, som er et e-handelsselskab
  • SeaMoney, som er en digital tegnebog

Vi gennemgår herunder de tre områder af forretningen for at give en bedre forståelse af, hvad potentialet er:

Garena er den største esportudbyder i Sydøstasien og har en aftale med det oprindelige moderselskab Tencent om at bringe deres spil på markedet i Sydøstasien. Det giver et stærkt udgangspunkt på grund af Tencents stærke spilportefølje i Kina. Garena har selv udviklet “Free Fire”, som i 2019 var det mest downloadede mobilspil globalt og det mest indtjenende mobilspil i Latinamerika og i Sydøstasien. Spilselskabet har særligt fokus på at udvikle spil, som kan fungere godt også på billige smartphones. E-sports-events er desuden et område i stærkt vækst, og virksomhedens største esports-turnering opnåede over 130 millioner onlinevisninger.

Shopee er nu efter 5 år markedsleder i Sydøstasien inden for e-handel. Virksomhedens største konkurrent er Alibaba-ejede Lazada, som har eksisteret i længere tid.  Selvom appen kun er tilgængelig i Sydøstasien, er Shopee den tredjemest downloadede shopping-app på verdensplan lige nu, og appen fortsætter med at slå rekorder, kvartal for kvartal. I år nåede e-handelsselskabet en milepæl, da man solgte mere end 200 millioner produkter i løbet af 24 timer. Potentialet er stort fremover, da e-handel endnu ikke er særlig udbredt i Sydøstasien, sammenlignet med andre steder i Asien.

SeaMoney er en førende udbyder af digitale betalinger og finansielle tjenester i Sydøstasien. Dette omfatter blandt andet AirPay, som er en digital tegnebog, der er essentiel for at drive en internetforretning i Sydøstasien. I denne region er der stadig mange mennesker, som ikke har en bank. Airpay tilbyder blandt andet brugerne “omvendte pengeautomater”, så brugerne lægger fysiske kontanter i pengeautomaten og får dem overført til deres e-tegnebog.

Sea Limited lukrerer som virksomhed på den økonomiske vækst i Sydøstasien, som i de kommende årtier kan blive styrket af en ung befolkning i de fleste af landene. Samtidig har virksomheden med sine tre forretningsområder positioneret sig i nogle brancher, som i de kommende år kan opleve en ekstremt stor vækst. Sea Limited kan på den korte bane godt betragtes som høj risiko, da den efter et år med store stigninger sagtens kan korrigere nedad, men køber man den med planen om at holde den i 3-5 år, så formindskes risikoen pga. de positive, langsigtede perspektiver.

Sea kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

Diageo (London: DGE). Risiko: Mellem

De fleste kender nok dette firma bedre, end de tror. Diageo er navnet bag en række kendte spiritus-brands som Johnnie Walker, Smirnoff, Baileys, Dom Perignon, Hennessy, Guinness og mange flere. I dag er virksomheden, som har hovedsæde i London verdens største producent af øl, vin og spiritus.  Det ville være enkelt at konkludere, at Diageo er i problemer, når barer og restauranter lukker ned over hele verden, men omvendt er det en af de aktier, som kunne have let ved at komme tilbage, hvis vi ser en tilbagevenden til mere normale tilstande i 2021 og 2022.

Den britiske virksomhed har profiteret på, at salg af alkohol i blandt andet supermarked er skudt kraftigt i vejret i forbindelse med, at folk har forberedt sig til lockdown. Så det har i nogen grad kunnet kompensere for tabet fra salg på barer og restauranter. Omsætningen vil vende tilbage til normalen, så snart verden åbner op igen, og det kan man godt forvente sker i løbet af 2021 og 2022, og så vil aktiemarkedet indregne dette et stykke tid, før omsætningen rent faktisk stiger.

Diageos produkter er populære over hele verden. Inden lockdown steg omsætningen pænt i USA og Europa, og på den lange bane er virksomheden stærkt positioneret til at profitere fra den stadigt større middelklasse i Kina og Indien. Derfor kan der i 2021 være et pænt potentiale for aktiekursen, omend denne aktie næppe bliver den af vores aktier, som får den mest raket-agtige himmelfart.

Men Diageo er derimod et mere solidt bud på en aktie, som kan lægge en god bund i en portefølje i 2021. Virksomheden har et meget bredt udvalg af brands og en række defensive kvaliteter, som gør det til at aktie, der også vil kunne vokse stærkt i en verden, hvor corona-virus har en meget mindre betydning end nu.

Diageo kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

Ørsted (ORSTED:xcse). Risiko: Mellem

EU har forpligtet sig til at opnå klimaneutralitet senest i 2050. For at kunne nå dette mål vil det kræve en omstilling af Europas samfund og økonomi, og EU har allerede sat mange milliarder af til formålet. I Danmark har vi faktisk flere virksomheder, der forventes at nyde godt af udviklingen, heriblandt energiselskabet Ørsted. Selskabet anses allerede som en af verdens mest bærdygtige virksomheder, og forventes at være helt CO2-netural i 2025.  I dag fokuserer Ørsted stort set kun på den grønne trend. Selskabet udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker samt bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg og leverer energiprodukter til deres kunder. Ørsted er således en global supermagt inden for vindkraft og grøn energi med en markedsværdi på 364 milliarder kroner, hvor den danske stat ejer 182 milliarder kroner.

Den grønne trend får derfor mange investorer til at anse Ørsted som en stærk kandidat til deres portefølje og en af de bedste aktier i 2021, hvis man kigger på Danmark. Alene i år har selskabet haft en stigning på omtrent 60%. Selvom selskabet er steget meget, er trenden i den grad med selskabet. Ikke alene vil EUs satsning på grøn energi smitte af på selskabet, men Ørsted er også placeret lunt i en hundredvis af grønne ETF’er over alt i verden, der lever op til de såkaldte ESG-krav (Environmental, Social and Governance). Hvis det generelle aktiemarked forbliver positivt i 2021, vil de såkaldte ESG-selskaber over en bred kam sandsynligvis opleve en endnu mere positiv vækst, simpelthen fordi investorerne i stigende grad placerer deres penge i ESG-selskaber.

Årets første forandring for Ørsted sker allerede den 1. januar, hvor selskabets mangeårige chef, Henrik Poulsen, trækker sig tilbage, og en ny chef sætter sig på posten. Henrik Poulsen er nærmest blev symbolet på Ørsteds transformation fra en sort, statslig energikæmpe til en grøn, global supermagt inden for vindkraft, og det bliver derfor en tung arv som den nye direktør skal løfte. Valget er faldet på Mads Nipper, der dog vurderes at have gode chancer for at fortsætte virksomhedens succes. Mads Nipper har nemlig som direktør for Grundfos transformeret dette selskab fra en lidt gammeldags industrivirksomhed med hjemsted i Bjerringbro til en virksomhed med en stærk bevidsthed om, at virksomhedens pumper er en kerne i den grønne omstilling – herhjemme og globalt.

Med Østed har Nipper overtaget et selskab, der i den grad allerede peger i den rigtige retning. Så sent som den 10. december indgik et af verdens største selskaber – amerikanske Amazon – et prestigefyldt samarbejde med Ørsted. De to selskaber indgik en 10-årig aftale om, at Ørsted skal levere energi til Amazon fra den nye Borkum Riffgrund 3 havvindmølle-park i Tyskland. Aftalen skal hjælpe Amazon med at nå sine mål med at blive CO2-neutral i 2040. Samarbejdet med Amazon siger noget om, hvor godt Ørsted er positioneret, når verdens allerstørste selskaber vil forsøge at nå deres ESG-mål i de kommende år.

Ørsted kan handles via handelsplatformen Markets for 0 kroner i kommission i de første 3 måneder.

Xtrackers MSCI China UCITS ETF (Deutsche Börse: XCS6) Risiko: Mellem

Som investor bliver det mere og mere vanskeligt at komme uden om Kina, og det er der bestemt heller ingen grund til. Nogle af verdens mest succesfulde virksomheder udspringer i disse år fra Kina, tænk blot på TikTok fra ByteDance, Alibaba og Tencent. Udviklingen gør det oplagt at investere i en bred kinesisk ETF, der dækker nogle af de papirer, der kan gå hen og blive de bedste aktier i 2021.

Samtidig lyder den officielle melding fra Kina, at landet ganske vist var det første til at blive ramt af Covid-19, men samtidig var man også det første land, der trådte ud af coronaens skygge. Det er svært at vide, om det er hele sandheden, men det kinesiske aktiemarked er i hvert fald atter kommet op i gear her ved udgangen af 2020, hvor det toneangivne indeks allerede er et godt stykke over niveauet før corona ramte.

Samtidig har Kina en meget klar strategi for fremtiden. Man satser hårdt på tech og ny teknologi, og kombineret med en vision om at udbrede sin dominans og infrastruktur ud over hele Asien og helt til Europa og Afrika, for eksempel via det ambitiøse One Belt One Road, der koster astronomiske summer, men som i sidste ende også vil cementere Kinas dominans.

Som privat investor er der samtidig nogle meget klare grunde til at investere bredt i Kina i øjeblikket. Store passive fonde såsom MSCI øger i disse år deres andel i kinesiske aktier hele tiden. Og det betyder, at der sker en naturlig øget allokering fra alle vestlige investorer ind i kinesiske aktier. Samtidig er det stadig sådan, at kinesiske institutionelle investorer, altså f.eks. kinesiske pensionskasser, endnu har relativt lave fordelinger til kinesiske aktier. Det vil med stor sandsynlighed ændre sig i de kommende år, og i en sådan proces vil markedet stige.

Konkurrencen og uenighederne mellem Kina og USA vil sandsynligvis fortsætte under Biden-regeringen i USA, men retorikken vil nok blive mere afdæmpet, og meget mere vil blive afgjort på de indre linjer mellem embedsmænd og diplomater langt fra Twitter og mediernes overskrifter. Det faktum vil sandsynligvis gøre markedet mindre volatilt – til glæde for de mere nervøse investorer. Som investor i kinesiske aktier skal man nok altid være klar til en store rutchetur, men vi vurderer alligevel, at indekserne med god sandsynlighed vil ligge endnu højere i 2021, og derfor er der god fornuft i at satse på en kinesisk indeksfond.

Xtrackers MSCI China UCITS ETF med fondskoden XCS6 kan handles i EUR på Deutsche Börse, og den følger de største indenlandske virksomheder i Kina med en overvægt mod Alibaba, Tencent, Meituan og China Construction Bank Corp. I skrivende stund er indekset steget næsten 30% i 2020. Fonden koster 0.65% om året.

 

 

Del denne artikel

Invested.dk