Ikke-kategoriseret

Vild forudsigelse: Tesla-aktien kan 10-doble i pris på fem år

2022 er et år, som Tesla-aktionærerne nok gerne vil glemme hurtigt igen. Den amerikanske bilproducents værdi på aktiemarkedet faldt 65% i 2022, og det er et tab, som er næsten dobbelt så stort som faldet i det teknologi-tunge Nasdaq100-indeks i samme periode.

Tesla er en aktie, som i den grad deler vandene. Det skyldes blandt andet, at dens markedsværdi er udregnet som en vækstaktie. Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er indtjeningen i år eller næste år, som er helt afgørende, men derimod hvor meget aktien forventes at kunne vækste over en længere periode.

Invested.dk sætter i denne artikel og i en Talk fokus på Tesla. Mandag den 23 januar kl. 20.00 zoomer tech-investor og civilingeniør Anders Bæk Møller ind på den seneste udvikling for Tesla-aktien. Samtidig røber han, hvad han mener, der vil kunne vende op og ned på hele bilindustrien inden for de kommende år. Tilmeld dig gratis her.

Uendelig efterspørgsel – eller hvad?

Blandt de mest kendte Tesla-fortalere er den kendte forvalter Cathie Wood, som står bag ARK-fondene. Hun udtalte lige før nytår, at der stadig er mere benzin tilbage på Teslas aktien, og at prisen potentielt kan stige til 1500 dollars i løbet af de næste fem år. Hvis det sker, vil det være en stigning på mere end 1200%.

For to uger siden kunne Tesla publicere produktionstal, som var noget under det forventede, men alligevel er ARK-fondene under de seneste fald fortsat med at købe aggressivt op. Tal fra Nordnet viser desuden, at der var en stærkt forøget handelsaktivitet under faldene i Tesla-aktien sidst i december, og i den forbindelse købte private investorer også op i stor stil.

Men noget kan være ved at ændre sig for Tesla.

Tidligere har man regnet med, at efterspørgslen efter Teslaer var “nærmest uendelig”. Nu ser det ud til, at der kan være en grænse for, hvor mange biler forbrugerne vil kunne aftage. Og hvis efterspørgslen er mindre end man tidligere har ventet, så skal alle analytikernes regneark med forudsigelser opdateres.

Det er blandt andet på den baggrund, at Tesla-aktien på det seneste har været i modvind.

Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog

Tesla vil konkurrere på pris

Problemet er, at hvis der ikke længere er en ubegrænset efterspørgsel på nye Teslaer, så skal selskabet for første gang til også at konkurrere på prisen. Selskabet har derfor sat priserne ned i både Europa og Kina. Det vil få overskudsgraden til at falde, fordi fortjenesten på den enkelte bil bliver mindre.

Der er flere datapunkter, som tyder på en faldende efterspørgsel. De største problemer er opstået på det kinesiske marked, hvor man kæmper med den hidtil stærkeste bølge af Covid efter den seneste kinesiske genåbning.

Forsikringsdata fra Kina tyder ifølge erhvervsmagasinet Fortune på, at salget af nye Teslaer i Kina er dropet til det laveste niveau siden sidst i oktober. Tesla satte som modsvar prisen ned for at få efterspørgslen til at stige igen.

Tidligere har man let kunnet imødegå faldende efterspørgsel i Kina ved at omdirigere de nyproducerede biler til det voksende marked for elbiler i Europa. Men situationen har ændret sig nu, hvor Elon Musks nye Giga-fabrik i Berlin kraftigt øger sin volumen. Fabrikken er nu oppe på at spytte 3000 nye Teslaer ud om ugen og dermed dækker den i højere grad end tidligere det europæiske marked.

Kan Tesla løbe tør for kunder?

Den noget lavere efterspørgsel på det kinesiske elbil-marked kan komme tilbage senere på året, når den nuværende, stærke covid-bølge i Kina trækker sig tilbage. Men på nuværende tidspunkt ser det ud som om, at der vil gå et stykke tid, før det sker. Det efterlader Tesla med det problem, at de kan løbe tør for købere, som er i stand til at købe en bil til over 50.000 dollars. Det sker samtidig med, at selskabet for alvor er ved at få gang i produktionen i Europa. Af samme grund ser man nu, at selskabet sætter priserne ned for at kunne konkurrere i et andet segment af købere.

Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog

En af de bedste kilder til, hvor stor efterspørgslen på Teslas produkter er, findes hos Troy Teslike, som igennem flere år har estimeret Teslas bestillings- og produktionstal med en meget lille fejlmargin. Ifølge hans estimater er antallet af Tesla-bestillinger, som endnu ikke er leveret, nået ned på 163.000 fra et niveau på 476.000 biler sidst i juli 2022. Den gode side af den historie er, at Tesla formår at levere biler hurtigere til deres kunder, da man nu kan forvente at få sin bil, inden der er gået en måned. Den mindre gode er, at Tesla kan løbe tør for kunder.

Antallet af nye bestillinger på Tesla, som endnu ikke er leveret er faldet stærkt over de seneste seks måneder

Elon Musks erklærede mål er at producere 20 millioner biler per år. Det vil i praksis betyde, at 1% af hele verdens bilpark på op imod 2 milliarder biler fra år 2030 skal erstattes af Teslaer hvert år. Det er naturligvis et meget ambitiøst mål, og ingen bilproducent er tidligere kommet i nærheden af det. Inden for premium-segmentet er det kun brands som Mercedes-Benz og BMW, som er brudt igennem det usynlige loft på omkring 2 millioner solgte biler om året. Selv ikke et topbrand som Audi er kommet over dette niveau, men ligger med en rekord på 1,88 millioner solgte biler i 2017. Men hvis Tesla prismæssigt rykker ud af premium-segmentet og ind i mellemklassen, så kan der være mulighed for at nå til højere niveauer.

Selv om Tesla vil slå sin egen rekord igen i 2022 med over 1,3 mio. solgte biler, så vil aktien i høj grad blive vurderet på den fremtidige produktion. Mange analytikere forventer et salg på 1,9 millioner enheder i 2023, mens enkelte har forventninger på over 2 millioner solgte biler. Det kan blive svært at nå.

Musk blev buhet ud

Et andet – og på den korte bane måske lige så stort – problem er Elon Musk selv. Da Elon Musk i december besøgte komikeren David Chapelles show, skete der noget meget usædvanligt. Musk kom ind på scenen, rakte armene over hovedet som for at fejre en sejr, men modtog et meget spredt bifald, som efterhånden gik over i buhen. Først var buhråbene blandet med klapsalver, men snart tog de helt over og blev flere og højere.

Stemningen omkring Teslas stifter – og dermed også hele selskabet – er igennem det seneste år blevet forværret. En meningsmåling fra YouGov viste i november, at stemningen over for Teslas brand for første gang svingede fra overordnet positiv til negativ. Morning Consult nåede ifølge Marketwatch frem til et lignende skred i opfattelsen af den amerikanske elbil-producent. Tallene tyder på, at amerikanere, der stemmer demokratisk, har fået en markant mere negativ opfattelse af Tesla, men republikanere er blevet lidt mere positive over for brandet. Alt i alt viste undersøgelsen dog et stærkt skred i negativ retning blandt amerikanerne.

Find de bedste ETF'er og invester snusfornuftigt. Hent vores gratis E-bog. Download e-bog

Utilfredsheden med Elon Musk skyldes blandt andet hans køb af Twitter, som blev fulgt op af, at han fyrede halvdelen af de ansatte. Derudover gav han en række tidligere censurerede personer på den amerikanske højrefløj mulighed for at komme tilbage på platformen og opfordrede samtidig sine følgere til at stemme republikansk ved midtvejsvalget for at ”dele magten”. Denne flirt med den amerikanske højrefløj er ikke noget, som falder i god jord hos Teslas miljøbevidste kernemålgruppe i Californien og i Europa. Den typiske Tesla-køber har en liberal tilgang til politik, og denne uro om, hvad Musk reelt står for politisk, kan være med til at skade hans brand, som indtil nu kun har været en styrke for Tesla.

Flere af de største Tesla-investorer har udtrykt sig kritisk over for Musks køb af Twitter, blandt andet fordi det distraherer Musk fra at fokusere på Tesla, men også fordi det har tvunget ham til at sælge Tesla-aktier i stor stil. Det har været med til at få grundlaget under aktiekursen til at erodere. Musk har indtil nu været været nødt til at sælge for 23 milliarder dollar Tesla-aktier, og det har fået flere storaktionærer til at kræve, at firmaet påbegynder aktietilbagekøb for at neutralisere de omfattende aktiesalg.

Teslas teknologiske forspring

Spørgsmålet er nu, om de negative nyheder er ved at være priset ind i aktien, og om Tesla-aktien efter et fald på over 70% fra toppen er klar til en vending. Ifølge den danske danske tech-investor og civilingeniør Anders Bæk Møller er der god grund til at begynde at samle aktien op.

“Tesla har en vækst på 40% i et recessionstruet bear market. Det er en imponerende bedrift, særligt når man ser, at konkurrenterne fra den traditionelle bilindustri har stagnerende eller dalende salg. Man skal være meget negativ for at vende dette til et skuffende resultat.”

Få fart på dine investeringer med BULL & BEAR-certifikater fra Societe Generale: Klik her

Anders Bæk Møller peger på, at en af Teslas afgørende fordele er, at Tesla er stærkere på produktet, teknologien og innovationsgraden i forhold til konkurrenterne.

Anders Bæk Møller vil i en Talk på Invested røbe, hvad han mener vil vende op og ned på bil-branchen

“Set fra et ingeniørmæssigt standpunkt har Tesla en lang række fordele, som bliver svære for konkurrenterne at indhente. Det er efter min mening ikke afspejlet i regnskaberne endnu, men det vil de med høj sandsynlighed blive over de kommende år. Særligt deres forspring inden for selvkørende teknologi, som jeg vurderer er meget stort, er værd at nævne, og på nuværende tidspunkt er det efter min mening tæt på umuligt at indhente Tesla,” siger den danske civilingeniør.

Anders Bæk Møller afholder d. 23 januar en talk på Invested.dk, hvor han vil diskutere den seneste udvikling inden for aktien, samt hvad man kan forvente sig i forbindelse med årsregnskabets aflæggelse d. 25. Januar. Det er gratis at deltage, og man kan tilmelde sig her.

Del denne artikel

Invested.dk