Guides

Screening af indeksbaserede ETF´er

Med tusindevis af udenlandske indeksbaserede ETF´er (Exchange Traded Funds) at vælge i mellem, kan det føles som lidt af et mareridt at skulle finde netop den eller de fonde man skal investere i.

Nedenfor gennemgås forskellige måder, hvorpå man kan screene fondsmarkedet for de billige indeksfonde. Screenerne kan effektivt anvendes til at søge efter egnede fonde på markedet f.eks. inden for en bestemt region, omkostningsniveau, om de udbetaler udbytte eller ikke mv. Når man har fundet nogle potentielle investeringskandidater kan man eventuelt se nærmere på hvordan fondene har klaret sig i forhold til andre konkurrerende fonde på markedet og undersøge de enkelte fondes Centrale Investorinformation. Af informationen kan man bl.a. læse mere om hvordan fonden er struktureret, fondens resultater i forhold til benchmarkindeks og omkostningsniveau.

 

SaxoInvestor
demoudgaven af Saxo Banks SaxoInvestor platform kan man finde en ETF screener, hvor man kan søge på specifikke lande, på omkostninger, på afkast, på ratings mv. Der findes endvidere prædefinerede lister for Aktier, obligationer, nye markeder og globale aktier. Er man på udkig efter ETF´er, som er godkendte til investering på en aktiesparekonto kan man på SaxoInvestor demoplatformen se en liste, der viser disse. Listen er dog ikke helt udtømmende.

Man kan ikke nødvendigvis finde alle fonde i demoudgaven. Er man kunde har man adgang til mere information om de enkelte fonde og kan læse Saxo Banks analytikeres forslag til hvilke ETF´er, der kan være værd at kigge nærmere på .

Man kan handle et meget stort antal ETF´er hos SaxoInvestor uden at betale minimumskurtage.

 

Nordnet
Man kan via Nordnets hjemmeside eller via Nordnets handelsplatform søge efter potentielle ETF´ er.  Man kan finde søgefunktionen til ETF´er her.

Det er muligt at filtrere søgningen på fondstyper fx aktier eller renter, på regioner, på udbydere og hvorvidt fonden udbetaler udbytte eller er akkumulerende. Man kan også søge på om fondene er bæredygtige og man kan søge efter fonde som f.eks. har fravalgt at investere i sort energi, tobak, våben mv. Nedenfor ses en søgning på ETF´er som er eksponeret mod USA og Nordamerika, hvor søgningen er sorteret efter laveste årlige omkostninger. Man kan ligeledes sortere på fx afkast. Bl.a. kan det ses, at de årlige omkostninger i disse fonde er helt nede på 0,04% om året.

 

Søgning efter indeks ETF´er med eksponering mod USA, som er sorteret efter laveste årlige omkostninger først. Tryk på billedet for at forstørre det.

Man kan i alt handle ca. 1600 ETF´er hos Nordnet til en lav kurtage. Desuden er det muligt at undgå at betale købskurtage for et udvalgt antal ETF´er fra iShares og Xtrackers via Nordnets månedsopsparing. Læse mere om dette i vores anmeldelse af Nordnet her.

 

Morningstar Danmark
Morningstar besidder omfattende information om alle investeringsfonde på markedet og gør det let at sammenholde disse. Link til Morningstars ETF screener med filtre findes her.

Som det ses af billedet nedenfor kan man bl.a. søge på regioner, på udbydere og forvaltningsstil (skal angives som passiv). Tryk på “Vis mere” i bunden til højre for at få flere valgmuligheder. Herefter kan man under fx ETF Structure bl.a. sortere efter om fondene skal være syntetisk eller fysisk replicerende. Under Udlodning kan man vælge om fonden skal være udbyttebetalende eller akkumulerende (Vækst).

 

JustETF.com
Den engelsksprogede hjemmeside JustETF.com indeholder en masse relevant information især om europæisk baserede ETF´er. For at screene ETF markedet efter specifikke fonde skal man klikke på ETF Search i toppen af hjemmesiden. Herefter får man et væld af valgmuligheder. Eksempelvis kan man vælge aktivklasse såsom Equity, hvis det er aktiebaserede ETF´er man leder efter. Dernæst kan man vælge region f.eks. World. Man kan også vælge om man vil se udbyttebetalende eller akkumulerende fonde, hvorvidt de er syntesiske eller fysiske og meget mere.

Nedenfor er vist en søgning hvor kriterierne Equity, World og akkumulerende er valgt, hvilket resulterer i et resultat på 123 forskellige fonde, som vises med laveste omkostninger først (kolonnen TER in % p.a.). Man kan fx også se hvor store de enkelte fonde er, altså hvor meget der samlet set er forvaltet (Fund Size) eller hvilket afkast fondene har givet. Man kan klikke videre på de enkelte fonde og nærstudere disse. Man kan aflæse fondens ISIN, så man med denne kan søge efter fonden på sin handelsplatform. Ved at bruge netop ISIN er man sikker på man får fat i den rigtige fond. Mange fonde ligner som nævnt hinanden navnemæssigt og det er f.eks. ikke altid lige let at se, om fonden er udbyttebetalende eller akkumulerende.

 

Del denne artikel

Invested.dk