Basal trading

SaxoInvestor - gennemgang og anmeldelse

SaxoInvestor er en ny handelsplatform fra Saxo Bank, der har skarp fokus på den traditionelle investor, der ønsker gode priser og godt overblik kombineret med en solid brugerflade med et enormt udbud af værdipapirer. Her får man som investor adgang til grafer og handelsværktøjer, der ikke forvirrer, og man bliver samtidig taget i hånden, så man let finder frem til de aktier, obligationer og ETF’er, der er mest interessante i markedet lige nu.

Med SaxoInvestor har Saxo Bank føjet endnu en imponerende handelsplatform til sin i forvejen brede palette af trader-platforme. Med den nye SaxoInvestor kan alle finde sig til rette hos Saxo Bank – både den professionelle trader igennem SaxoTraderPRO og den snusfornuftige investor nu igennem SaxoInvestor.

SaxoInvestor tilbyder:

  • Særdeles overskuelig handelsplatform
  • Al navigation og det meste indhold er skrevet på dansk
  • Ingen minimumskurtage
  • Ingen depotgebyrer
  • Online adgang til aktier fra 36 lande
  • Enkel risikostyring med Stop Loss og hjemtag Gevinst ordre
  • Saxo Bank er en dansk bank reguleret i Danmark
  • Dit kontante indestående er omfattet af den danske indskydergarantifond
  • Danske aktier opbevares på din egen konto i Værdipapircentralen
  • Dansk kundesupport
  • Smidig skift mellem SaxoInvestor og SaxoTraderGo og SaxoTraderPRO

 

 


UDDYBENDE ANMELDELSE

 

Saxo Bank er kendt for at være særdeles innovativ og udbyde nogle af de mest avancerede handelsplatforme for aktive tradere. Banken har netop lanceret sidste skud på stammen, SaxoInvestor, som er en helt nyt handelsplatform direkte målrettet den mere traditionelle investor, som ønsker at handle helt almindelige aktier, investeringsforeninger, ETF´er og obligationer med et godt overblik.

Det er tanken, at handel på denne platform skal være overskuelig og imødekommende. Handelsplatformen er derfor nøje tilpasset til, hvad en traditionel investor måtte ønske sig og er simpelt opbygget uden for mange dikkedarer, men indeholder dog samtidig værdifuld og relevant information om værdipapirmarkederne, så man som investor også kan lade sig inspirere af nogle af de mange og grundige analyser som Saxo Bank løbende producerer.

Meld dig ind hos Invested.dk og få gratis undervisning i aktiehandel hver uge Meld mig ind

Hele platformen er desuden målrettet danske investorer og alt er derfor på dansk. Sidst, men ikke mindst, har Saxo Bank i mange tilfælde de laveste priser for handel med værdipapirer på markedet og en minimuskurtage på bare 1 DKK for f.eks. danske aktier, hvilket jo gør platformen særdeles relevant for prisbevidste investorer. Produktudbuddet er omfattende f.eks. er det muligt at handle tusindevis af aktier og fonde på over 30 børser verden over, så det er i den grad muligt at få diversificeret sin portefølje, ikke mindst fordi man i mange tilfælde ikke skal betale minimumskurtage.

Der stilles ikke krav om, at der skal indsættes et bestemt beløb i forbindelse med åbning af en konto og sammenholdt med den lave kurtage er barriererne for at komme i gang derfor lav.
Det kan klart anbefales at afprøve en demoudgave af handelsplatformen, som kan tilgås helt uden at man skal lade sig registrere. Demoudgaven har enkelte begrænsninger i forhold til visse funktioner og datarettigheder, men giver et godt indtryk af hvordan platformen fungerer. Prøv den selv af ved at klikke her.  Alternativt kan du læse videre i anmeldelsen nedenfor. Nedenstående billeder er alle fra demoudgaven af platformen.

 

SaxoInvestor handelsplatformen med overblik over markederne.

 

Design og udgaver af handelsplatformen
Det er muligt at tilgå SaxoInvestor via en webbaseret løsning samt via mobil, iPad, tablet osv. De enkelte udgaver af platformen er responsive, hvilket betyder, at de har samme indhold over alle enheder, og at visningen tilpasses det enkelte device. Det er smart fordi det betyder, at man ikke skal vænne sig til forskellige udgaver af platformen, hvis man anvender forskellige devices. Det er muligt at downloade platformen som app til både Android og iOS (Apple).

Handelsplatformen er naturligvis på dansk, dog er visse af de udenlandske nyheder og beskrivelser af udenlandske selskaber ofte på engelsk. Designet på handelsplatformen er holdt i neutrale lyse farver og er nem at navigere rundt i. Den er fastlåst i designet, hvilket gør, at man ikke har mulighed for at tilpasse den til ens særlige behov. Det skyldes givetvis, at man ønsker en så simpel platform som muligt, men enkelte investorer vil muligvis ikke bryde sig om disse manglende tilpasningsmuligheder. Det er dog muligt at tilpasse en Favoritliste med de værdipapirer, man følger ekstra meget med i. Desværre er det kun muligt at have en enkelt liste, hvilket bestemt ikke er optimalt for alle investorer.  Lad os håbe, at dette laves om senere.

Meld dig ind hos Invested.dk og få gratis undervisning i aktiehandel hver uge Meld mig ind

Sammenlignet med de handelsplatforme Saxo Bank ellers udbyder, er det tydeligt, at banken vil noget helt andet med denne platform. Den er skræddersyet til den traditionelle investor, som gerne vil tage magten tilbage over egne investeringer. Og helst så nemt som muligt. Således mødes man, når man tilgår handelsplatformen, alene af to hovedfaner - Min konto og Markeder. Hvor Min konto indeholder oplysninger om ens portefølje, indeholder Markeder oplysninger om markedet og de produkter man kan handle.

I forhold til at følge med i udviklingen på ens portefølje, tilbyder platformen nogle interessante visuelle værktøjer. Dette krydres med relevant markedsinformation om de enkelte aktier og selskabsspecifikke nyheder. Platformen indeholder også forskellige inspirationskilder. Særlig informativt er en Temasektion, som indeholder beskrivelser af særlig aktuelle og hotte investeringsområder, som derfor ændrer sig over tid. De enkelte temaer er beskrevet nærmere af Saxo Banks mange dygtige og vidende analytikere og specialister i form af videoer og baggrundsartikler. Temaområderne linker også en videre til relevante enkeltaktier, som opererer inden for det enkelte tema, og som man derfor kan overveje at investere i.

Læs mere nedenfor om disse værktøjer samt om de øvrige muligheder på platformen.

Mobilapp (iOS og Android)
Mobiludgaven af platformen, som kan downloaded til iOS og Android er som tidligere nævnt magen til den webbaserede løsning, men naturligvis tilpasset mobilformatet. Man kan således få adgang til nøjagtig samme information, som i den webaserede udgave, og det er meget nemt at foretage handler på mobilen eller tjekke, hvordan dagsformen på ens portefølje er. Grundet det simple og overskuelige layout, man har valgt, fungerer det rigtig godt og umiddelbart virker det heller ikke småt og gnidret, men alt efter størrelsen på ens smartphone, kan dette naturligvis være individuelt.

Mobiludgaven af platformen er alt i alt et rigtig godt supplement til den webbaserede platform.

 

Købsvinduet er informativt f.eks. ift. omkostninger.

Handel
Handel kan, hvis man på forhånd ved præcist, hvilket værdipapir man ønsker at handle, f.eks. foregå ved at bruge søgefeltet øverst til højre og skrive navnet på det værdipapir, man ønsker at handle (markeret med en lup).  Herefter vælger man papiret og trykker køb, hvorved et købsvindue fremkommer.

Det er herefter muligt at lægge enten en markedsordre ind, så man øjeblikkelig handler på den aktuelle pris i markedet (hvis den aktuelle mængde passer ens ordre), eller man kan lægge en limitordre ind på et bestemt kursniveau. Man kan til enhver tid se de omkostninger, der er forbundet med ordren samt den samlede kursværdi af ens ordre. Samtidig kan man se størrelsen på ens kontantindestående.

Under det lille "i" ud for de enkelte værdipapirer kan man finde en række interessante oplysninger om markedets åbningstid, kurtageniveauer, tick-størrelser mv. Når man har eksekveret sin handel, kan man efterfølgende lægge en stopordre ind, som bevirker, at man sælger sit værdipapir igen, hvis kursen skulle dykke til et nærmere fastsat niveau (på platformen kaldes denne ordretype Beskyt investering - Stop) eller man kan lægge en ordre ind om at sælge, hvis et givent kursniveau nås (på platformen Sælg over nuværende pris - Limit).

Man kan også under fanen Markeder og Aktier eksempelvis vælge Danske aktier, hvorved man i første omgang præsenteres for alle de største danske aktier enten i listeform eller som såkaldte kort. Man kan sortere aktierne efter forskellige kriterier. Såfremt aktierne vises som kort kan man se aktuel kurs, seneste kursudvikling samt klikke på en lille stjerne, som tilføjer aktien til ens favoritliste. Ønsker man at se nærmere på en specifik aktie, klikker man på kortet, hvorefter man for aktien kan se en kursgraf, afkast, selskabsspecifikke nyheder, regnskabstal samt information om selve aktien. Billedet nedenfor illustrerer dette for Danske Bank.

 

Produktbeskrivelse for en aktie. Her kan man se kursgraf, nyheder samt læse overordnet om selve selskabet.

 

Vil man i stedet kigge lidt nærmere på det store produktudbud, der tilbydes i SaxoInvestor, kan man i stedet under Markeder i toppen af websiden enten vælge det relevante produktmarked f.eks. aktier, fonde, ETF osv., eller hvis man gerne vil søge lidt inspiration, kan man i stedet klikke på knappen Investeringstema eller længere nede på Lav din egen søgning. De enkelte produktmarkeder er opdelt, så man let kan finde rundt og se de muligheder man har.

 

Inspiration til investering
Især temasektionen under fanen Markeder indeholder brugbar inspiration til, hvilke værdipapirer man kan overveje at investere i. I forhold til aktiemarkedet har Saxo Bank f.eks. udarbejdet korte videoer og artikler om de enkelte temaområder, som ligeledes indeholder specifikke aktier inden det enkelte område. ETF-markedet og de øvrige markeder er opbygget på tilsvarende vis, så det er let at finde inspiration og indsigt.

Temasektion for udvalgte temaer på aktiemarkedet.

 

Lav din egen søgning
Nederst på fanen Markeder kan man vælge Lav din egen skræddersyede søgning. Denne ganske nyttige funktion kan på forskellig vis anvendes til at søge på værdipapirer som opfylder diverse kriterier. Man kan f.eks. søge på lande, sektorer, markedsværdi, analytikerkonsensus mv.

Især de mange kriterier man kan vælge på kryds og tværs af lande og børser, gør denne søgefunktion meget anvendelig.

 

Min konto - porteføljeoverblik
Klikker man på Min konto får man en standardiseret oversigt over ens aktuelle beholdning af værdipapirer, kontantindestående, oplysninger om gevinst og tab på de enkelte værdipapirer i kroner og i procent, den forholdsmæssige andel af ens samlede portefølje mv. Oversigten viser også ens allokering fordelt på produkttyper, sektorer samt valutaeksponering. Man kan naturligvis klikke på de enkelte værdipapirer, man har i porteføljen for at se yderligere oplysninger ligesom man ude i højre side kan klikke på knappen Sælg, hvis man ønsker at sælge sin position eller evt. ændre allerede eksisterende ordrer på det enkelte værdipapir. Øverst til højre kan man via en kontomenu (vist som tre prikker) tilgå et indbetaling- og udbetalingsmodul samt få flere detaljerede oplysninger om ens konto, f.eks. de samlede omkostninger ved at lukke samtlige positioner mv.

 

Statusbillede på ens aktuelle portefølje.

 

Under Historiske afkast til højre i toppen findes en smart feature, hvorved man på forskellig vis kan se ens historiske afkast. Via en slider øverst på siden kan man vælge en given periode, som man gerne vil se afkastet for. Tal for udbytter, omkostninger, samlet gevinst og tab samt afkast i pct. tilpasses løbende den tidsperiode man vælger ligesom udviklingen samtidig vises grafisk. Det er en meget informativ feature, som faktisk indeholder endnu mere end det samlede afkast, idet man samtidig neden for på skærmen kan se, hvordan udviklingen i de enkelte aktiver, har været i den valgte tidsperiode. Se eksempel på dette nedenfor.

 

Når man flytter på slideren øverst, tilpasses udviklingen nedenfor samtidigt. Det giver et super overblik over de enkelte aktiers udvikling.

 

Herudover er det muligt at trække en lang række interessante rapporter vedrørende ens handelsstatistik, kontobevægelser, udbytteoversigt, porteføljeresultat mv. Især rapporten, som viser ens porteføljeresultat for en given periode indeholder meget nyttig information, så man f.eks. let kan få overblik over hvilke værdipapirer, som har klaret sig hhv. bedst og dårligst i perioden.

 

Forvaltede porteføljer
Under fanen Markeder, kan man finde oplysninger om de forvaltede porteføljer, som Saxo Bank tilbyder. Der tilbydes for nærværende ETF porteføljer samt et par aktieporteføljer. Man skal minimum investere 50.000 DKK for at være med i en ETF portefølje, mens man skal investere hhv. 30.000 USD eller EUR i de to aktieporteføljer. Man kan læse mere om indhold, priser og historisk afkast her.

 

Produktudbud
På SaxoInvestor platformen tilbydes som nævnt handel i tusindevis af produkter fordelt på aktier, fonde (danske og udenlandske investeringsforeninger), ETF´er (Exchange Traded Funds) samt obligationer.

Det er muligt at handle hele 19.000 forskellige aktier fordelt på 36 børser og mere end 3.000 forskellige ETF´er og danske og internationale investeringsforeninger/fonde. Herudover er det muligt at handle tusindevis af forskellige obligationer fra hele verden.

Det er for nærværende ikke muligt at handle værdipapirer med pensionsmidler via SaxoInvestor.

Tryk her for at se mere om produktudbuddet.

 

Priser
Generelt har Saxo Bank valgt at fjerne minimumskurtagen for handel med aktier, investeringsforeninger og ETFer for mange interessante lande. Det drejer om Danmark, Sverige, Norge, Finland, USA, Tyskland, England, Frankrig, Italien, Spanien, Schweitz, Holland, Belgien, Hong Kong og Australien. Man skal dog minimum handle for en værdi af ca. 1.000 DKK, hvis der f.eks. er tale om danske aktier. Ved handel på børser i andre lande end de nævnte, skal man betale minimumskurtage på typisk 12 EUR. Saxo Bank opkræver ikke de typiske VP-gebyrer eller andre gebyrer, som ved handel hos mange af de traditionelle banker godt kan løbe op, ikke mindst når der er tale om handel med udenlandske værdipapirer.

Saxo Bank opererer til en vis grad med graduerede priser fordelt på tre forskellige kundetyper - Classic, Premium og Platinum. Princippet er, at jo mere aktivt man handler, jo bedre priser får man. Der er dog primært handel med nordiske og amerikanske aktier, som bliver billigere at handle.

Man indplaceres i første omgang i kategorien Classic. Herefter er man nødt til at handle sig op til den bedste kategori, hvis man ønsker at opnå de laveste priser. Hvis man i et kvartal (ifølge kalenderåret) har levet op til kriterierne for den enkelte kundetype, rykkes man i det følgende kvartal aut0matisk til den relevante kategori. Efterfølgende vil man fortløbende skulle leve op til den krævede handelsaktivitet, hvis man ønsker at forblive i kategorien. Lever man ikke op til dette, rykker man ned igen i det næstkommende kvartal, og skal så starte forfra. Læs mere om vilkårene Læs mere om vilkårene her.

Er man Classic kunde er kurtagesatsen 0,1% for handel med de nordiske og amerikanske aktier mv. Øvrige aktier og ETF´er koster typisk ligeledes fra 0,1%, enkelte børser noget mere. Obligationer koster typisk 0,2% i minimumskurtage dog min. 80 EUR.

For at komme i næste kategori, Premium, kræves et handelsomfang på 20-40 handler per måned eller en omsætning på 10 mio. DKK i kvartalet. Kurtagesatsen er 0,07% for handel med de nordiske og amerikanske aktier mv. Øvrige priser er stort set det samme, som hvis man er Classic kunde.

Den højeste kategori, Platinum, kræver at man handler mere en 40 gange pr. måned eller har en omsætning på min. 20 DKK. Kurtagesatsen er 0,035% for handel med nordiske aktier og 0,05% for amerikanske aktier. Øvrige priser er stort set det samme, som hvis man er Classic kunde.

Ønsker man realtidskurser kræver det tilmelding til de enkelte børser. Handel på de tre nordiske Nasdaq-OMX børser (Danmark, Sverige og Finland) koster f.eks. samlet et månedligt gebyr på 7 EUR for Level 1 priser. Foretager man 4 aktiehandler pr. måned, bliver man godskrevet gebyret. Priserne på de øvrige børser varierer i pris. Se den samlede prisliste for realtidsdata her.

Saxo Bank opkræver ikke længere gebyrer for inaktivitet.

Ved handel med værdipapirer i udenlandsk valuta, vil man blive pålagt et omregningsgebyr på 0,25% af det samlede handelsbeløb. Man skal være Platinum eller Premium kunde før man kan åbne konti i udenlandsk valuta, så man slipper for omregningsgebyret i hver enkel handel. Handler man udenlandske aktier regelmæssigt for et vist beløb, kan det anbefales at åbne en konto i den pågældende valuta, idet det er hele købe- og salgssummen, der hver gang vil blive omregnet til DKK.

En samlet prisliste kan ses her.

Kundeservice
Saxo Bank tilbyder inden for normal åbningstid kundeservice på dansk, hvor man kan forvente hurtige svar pr. telefon eller pr. email. På ydertidspunkterne af døgnet kan man blive betjent af engelsksproget personale.

 

Åbning af konto
Åbning af en konto kræver som nævnt ikke noget minimumsindskud og man kan åbne en konto ved hjælp af NemID, hvilket gør identifikationsdelen meget smidig. Man kan overføre penge til sin konto ved bankoverførsel eller med debit/kreditkort. I den sammenhæng er det er vigtigt, at man overfører fra en konto (eller et kreditkort) i samme navn som kontoen i Saxo Bank, idet pengene ellers afvises af banken. Anvender man kreditkort skal man være opmærksom på, at udbyderen af kortet typisk opkræver et gebyr for overførslen.

Meld dig ind hos Invested.dk og få gratis undervisning i aktiehandel hver uge Meld mig ind

Indberetning til SKAT
I kraft af at Saxo Bank er et dansk baseret pengeinstitut indberettes al ens handel automatisk til SKAT. Aktier og lignende værdipapirer indberettes handel for handel, hvorved de hos SKAT optræder i ens elektroniske skattemappe, som benævnes ”Aktier og investeringsbeviser”. Ofte vil systemet herefter kunne beregne den aktieindkomst, man skal beskattes af det pågældende år, men systemet er ikke fejlfrit. Det er ydermere ens eget ansvar at sørge for at kontrollere resultaterne, og sørge for at påføre det korrekte nettoresultat på selvangivelsen.

 

Sikkerhed
Saxo Bank er et veletableret dansk pengeinstitut under tilsyn af det danske Finanstilsyn. At Saxo Bank er et dansk pengeinstitut, medfører bl.a. i en eventuel konkurssituation, at ens kontante indestående er dækket af den danske indskydergarantifond (Garantiformuen) med op til 100.000 EUR. Endvidere betyder det, at de af kundernes værdipapirer, som er registreret i Værdipapircentralen, som hovedregel ikke vil blive påvirket af en sådan situation. Disse værdipapirer opbevares i et VP-depot i kundens navn, og vil derfor blive returneret til kunden. I de tilfælde banken ikke kan returnere værdipapirer, der opbevares i depot eller forvaltes, dækker Garantiformuen med op til 20.000 EUR pr. kunde på linje med andre danske pengeinstitutter.

 

Konklusion
SaxoInvestor er skræddersyet til de investorer, som ønsker at tage ansvar for egne investeringer på bedste vis via en simpel, billig og informativ handelsplatform. Det kan klart anbefales at prøve en demoudgave af, som kan tilgås helt uden at man skal lade sig registrere.

Der stilles ikke krav om, at man minimum skal indsætte et vist beløb og sammenholdt med at banken ikke opkræver minimumskurtage ved handel på en lang række markeder (dog skal man mindst handle for ca. 1.000 DKK, hvis der f.eks. er tale om danske værdipapirer), er det meget let at komme i gang, også for mindre beløb. Selve oprettelsesproceduren med nem-id medvirker også til, at smidigøre processen. Så hvis du gerne vil tage ansvaret for dine egne investeringer og spare penge på både kurtagen og gebyrerne, bør du klart overveje at åbne en konto hos Saxo Bank frem for at benytte en typisk noget dyrere og knap så dynamisk handelsplatform, som de traditionelle banker ofte tilbyder.

Invested.dk modtager i visse tilfælde kommission og/eller betaling for annoncering fra Saxo Bank og andre af de handelsplatforme, der er omtalt her på siden. Invested.dk tilstræber dog 100% objektivitet i lighed med, hvad man genfinder hos andre typer professionelle medier og deres annoncører. Indtægterne fra annoncering er med til at sikre, at vi også fremover kan levere de bedste guides og det bedste indhold om investering.

Invested.dk