Hvornår bristede boligboblen?

Før boligboblen havde boligpriserne verden over vokset solidt i årtier, hvor det kun var ændringer i renterne, der havde skabt kortvarige nedture. Priserne voksede specielt i USA, da efterspørgslen efter at eje sin egen bolig steg kraftigt. Boliglån blev tilgængelige for en stor del forbrugere på grund af programmer tilbudt af Fannie Mae, Freddie Mac samt andre selskaber, der i større grad lagde penge i hænderne på uansvarlige boligejere, som senere ville misligholde deres lån. Renterne forblev på et lavt niveau igennem midten af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne, hvilket gjorde boligejerskab mere overkommeligt. Ejendomme kunne umuligt (ligesom med andre investeringer) fortsætte med at vokse med en sådan hast for evigt, og snart ville boblen briste.

Kollapset skete bestemt ikke over én nat, men markedet begyndte at ryste, da de såkaldte subprime lån – de lån der blev givet til forbrugere med dårlig kreditvurdering – pludselig fyldte 20% af hele markedet i 2006 ifølge Washington Post. Nogle banker gjorde næsten subprime lån til deres eneste forretningsområde, og i starten af 2008 begyndte de at se sene betalinger og misligholdelser i så høje tal, at mange banker kollapsede. Tunge subprime-porteføljer nedlagde hurtigt forsikringsselskaber såsom AIG, der havde forsikret disse lån. Serier af lån der blev brugt som investeringer blev forsømte, og institutioner såsom Lehman Brothers og Bear Sterns, der skabte, ejede og solgte mange af disse investeringer, blev nødt til at smække døren i, hvilket også væltede flere selskaber. Imens bragte det øgende antal af tvangsauktioner boligpriserne ned, og derefter begyndte en kædereaktion igennem hele landet, hvilket hurtigt spredte sig til hele verden fra 2008 til 2010.