Hvad er en pengestrømsopgørelse?

Som en komplement til balancen og resultatopgørelsen er pengestrømsopgørelsen en obligatorisk del af årsrapporten hos virksomheder, der ligger under regnskabsklasse C og D, og som rapporterer den mængde penge, der er kommet ind og ud af virksomheden. Pengestrømsopgørelsen gør det muligt for investorer at forstå, hvordan virksomheden drives, hvor pengene kommer fra, og hvordan de bruges. Du vil her lære lidt om, hvordan pengestrømsopgørelsen er struktureret, og hvordan man bruger den som en del af en virksomhedsanalyse.

Guide: En introduktion til fundamental analyse

Pengestrømsopgørelsens struktur

Pengestrømsopgørelsen adskiller sig fra resultatopgørelsen og balancen, fordi den ikke inkluderer de fremtidige indgående og udgående penge, som er på kredit. Penge er derfor ikke det samme som årets resultat, hvilket på resultatopgørelsen og balancen inkluderer omsætning lavet på kredit.

Pengestrøm (cash flow) bestemmes ved at kigge på de tre komponenter, som pengene kan komme fra: Drift, investering og finansiering.

Drift

Når man måler den indgående og udgående pengestrøm fra virksomhedens drift, reflekterer denne komponent, hvor mange penge der er blevet genereret fra virksomhedens produkter og/eller serviceydelser. Her kan ændringerne for eksempel komme i form af varelager, tilgodehavender, afskrivning, kreditorbogholderi mm.

Pengestrøm beregnes ved at lave bestemte ændringer i nettoresultatet ved at tilføje eller trække forskelle i omsætningen, omkostningerne og kredittransaktionerne fra. Disse justeringer laves, fordi ikke-kontante poster indregnes i nettoresultatet (resultatopgørelsen) og de totale aktiver og passer (balancen). Så fordi det ikke er alle transaktioner, der involverer faktiske kontanter, er der nogle poster, som skal genevalueres, når man beregner pengestrømmen fra driftsaktivitet.

For eksempel er afskrivning ikke rigtigt en kontant omkostning. Det er en mængde, der trækkes fra den totale værdi af et aktiv, som tidligere er taget højde for. Derfor regnes den tilbage i nettoomsætningen, når man beregner pengestrøm. Den eneste gang indtægten fra et aktiv medregnes i pengestrømsopgørelsens beregninger er, når aktivet bliver solgt.

Ændringer i virksomhedens tilgodehavender på balancen fra en regnskabsperiode til en anden skal også reflekteres på pengestrømmen. Hvis tilgodehavenderne falder, medfører dette, at der er kommet flere penge ind fra virksomhedens kunder, der har afbetalt deres kredit. Hvis tilgodehavenderne stiger fra en regnskabsperiode til den næste, så skal denne øgede mængde trækkes fra nettoresultatet, fordi de er ikke kontanter, selv om de er repræsenteret som omsætning.

En forøgelse i varelageret signalerer på den anden side, at en virksomhed har brugt flere penge på at købe råmaterialer. Hvis dette varelager er betalt med kontanter, så vil denne forøgelse trækkes fra nettoresultatet. Et fald i varelageret ville lægges til nettoresultatet. Hvis varelaget er blevet købt på kredit, så vil en forøgelse i kreditorbogholderiet vise sig på balancen, og den forøgede mængde fra det ene år til det andet vil blive lagt til nettoresultatet.

Investering

Denne sektion indebærer ændringer i udstyr, aktiver eller investeringer. Som regel forekommer disse ændringer i form af udgående pengestrøm, fordi der bruges penge på at købe nye maskiner, bygninger eller immaterielle anlægsaktiver. Når virksomheden dog sælger at aktiv, så er det en indgående pengestrøm.

Finansiering

Denne sektion indeholder ændringer i gæld, udbytte eller køb af egne aktier. Når virksomheden skaffer kapital, er det en indgående pengestrøm, og når virksomheden betaler udbytte, er det en udgående pengestrøm. Hvis virksomheden for eksempel udsteder virksomhedsobligationer, så vil virksomheden modtage penge fra finansiering. Når virksomheden dog betaler renter til obligationsholderne, så reducerer virksomheden sine kontanter.

Forbindelse mellem pengestrømsopgørelsen, balancen og resultatopgørelsen

Som vi tidligere har snakket om, udledes pengestrømsopgørelsen af resultatopgørelsen og balancen. Nettoresultatet fra resultatopgørelsen er det tal, der bruges på pengestrømsopgørelsen. I forbindelse med balancen skal nettopengestrømmen fra det ene år til det andet være lig forøgelsen eller faldet af kontanter mellem de to fortløbende balancer, der forbindes med den periode, pengestrømsopgørelsen dækker. (Hvis du for eksempel beregner pengestrømmen for år 2015, bør balancen for årene 2014 og 2015 bruges.)

Konklusion

En virksomhed kan bruge en pengestrømsopgørelse til at forudsige fremtidig pengestrøm, hvilket hjælper med virksomhedens budgettering. For investorerne reflekterer pengestrømmen virksomhedens finansielle sundhed: Jo flere penge virksomheden i bund og grund har til rådighed, des bedre. Dette er dog ikke en fast regel. Nogle gange kan en negativ pengestrøm komme fra en virksomheds vækststrategi i form af at udvide sin drift, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.