Kvantitativ lempelse: Virker det?

Hvis der fandtes en pris for et af de mest kontroversielle investeringsbegreber, så ville ”kvantitativ lempelse” vinde førstepladsen. Eksperter er uenige om næsten alt, der omhandler dette begreb – dets betydning, dets historie og dets effektivitet som et pengepolitisk værktøj.

Den amerikanske Federal Reserve og Bank of England har begge brugt kvantitativ lempelse til at undvige finansielle kriser. Faktisk har USA haft tre iterationer: QE, QE2 og QE3. Den Europæiske Centralbank er i mellemtiden forbudt mod at benytte sig af kvantitativ lempelse. Der er dog nogle tegn, der indikerer, at dette måske vil ændre sig. Den 3. april 2014 kom ECB’s præsident, Mario Draghi under en pressekonference i Frankfurt med den kontroversielle (men ikke uforventede) meddelselse om, at banken ikke kunne udelukke kvantitativ lempelse som en metode til at bekæmpe den onde, vedholdende deflation i eurozonen. Desperate tider, desperate løsninger. Så hvad er det egentlig, kvantitativ lempelse handler om? Og hvordan virker det?

Det basale

Den populære definition på kvantitativ lempelse fokuserer på konceptet af centralbanker, der forøger størrelsen af deres balance ved at forøge den mængde kredit, der er tilgængelig for låntagere. For at få dette til at ske udsteder en centralbank flere penge og bruger dem til at købe aktiver fra andre banker. Ideelt set kan de penge, bankerne modtager for aktiverne, blive lånt ud til låntagere. Idéen med dette er at gøre det nemmere at optage lån, renterne vil falde, og forbrugere og virksomheder vil låne og spendere. Teoretisk set vil dette forøgede forbrug øge efterspørgslen efter varer og serviceydelser, skabe flere jobs og til sidst skabe økonomisk vitalitet. Selvom denne kæde af begivenheder ser ud til at være simpel, så husk på, at dette er en simpel forklaring på et komplekst emne.

Udfordringerne

En nærmere analyse af kvantitativ lempelse viser, hvor indviklet dette begreb er. Ben Bernanke, berømt politisk ekspert og præsident for Federal Reserve, skelner skarpt mellem kvantitativ lempelse og kreditlempelse: ”Kreditlempelse minder om kvantitativ lempelse på én måde: Den handler om udvidelse af centralbankens balance. Men i kvantitativ lempelse ligger fokus dog på kvantiteten af bankreserver, hvilket er passiver for centralbanken; kompositionen af lån og værdipapirer på aktivsiden af centralbankens balance er tilfældig.” Bernanke nævner også, at kreditlempelse fokuserer på ”mikset af lån og værdipapirer” holdt af centralbanken.

Til trods for semantikken indrømmer Bernanke selv, at forskellen mellem de to tilgange ”ikke reflekterer en doktrinær uenighed.” Økonomer og medierne har i stor grad set bort fra forskellen ved at kalde ethvert forsøg fra en centralbank om at købe aktiver og pumpe dens balance for kvantitativ lempelse.

Virker kvantitativ lempelse?

Hvad end kvantitativ lempelse virker ligger op til stor debat. Der findes adskillige bemærkelsesværdige eksempler på centralbanker, der har forøget pengeudbuddet. Denne proces kaldes ofte for ”print af penge”, selvom det gøres ved elektronisk at kreditere bankkonti og ikke har at gøre med at printe pengesedler.

Mens det at sætte skub i inflationen og undgå deflation er et af hovedmålene med kvantitativ lempelse, så kan for meget inflation være en uønsket konsekvens/bivirkning. Tyskland (i 1920’erne) og Zimbabwe (i 00’erne) benyttede sig af det, mange eksperter kalder kvantitativ lempelse. I begge tilfælde resulterede det i en hyperinflation. Der findes dog også mange eksperter, der ikke er overbevist om, at disse indsatser kan kvalificeres som kvantitativ lempelse.

I 2001-2006 forøgede Japans centralbank sine reserver fra 5 til 25 billioner yen. De fleste eksperter ser denne indsats som et fejlforsøg. Men igen er det debat om, hvad end Japans indsats overhovedet kan kvalificeres som kvantitativ lempelse.

Økonomiske indsatser i USA og Storbritannien igennem 2009-2010 mødte også meget uenighed over definitioner og effektivitet. EU-lande er ikke tilladte at bruge kvantitativ lempelse på land-til-land basis, da hvert land deler en fælles mønt og derfor skal rette sig efter centralbanken.

Der er også et argument for, at kvantitativ lempelse har en psykologisk værdi. Eksperter kan generelt være enige om, at kvantitativ lempelse er en sidste udvej for desperate politiske beslutningstagere. Når renterne er tæt på nul, men økonomien forbliver bremset, så forventer offentligheden, at regeringen gør noget. Kvantitativ lempelse, selv hvis det ikke virker, viser en form for indsats og bekymring fra de politiske beslutningstagere. Selv hvis de ikke kan fikse situationen, så kan de som det mindste vise en form for engagement, hvilket kan give et psykologisk boost til investorerne. Selvfølgelig bruger centralbanken de penge, som den har lavet ved at købe aktiver, og dette indebærer en form for risiko. For eksempel indebærer købet af obligationer risikoen for misligholdelse/forsømmelse. Det rejser også spørgsmålet om, hvad der vil ske, når centralbanken sælger aktiverne, hvilket vil tage penge ud af cirkulation og stramme pengeudbuddet.

Hvornår blev kvantitativ lempelse opfundet?

Selv opfindelsen af kvantitativ lempelse er dækket af kontroverser. Nogen giver æren til økonomen John Maynard Keynes for at udvikle konceptet, nogle henviser til Japans centralbank for at implementere det, og andre henviser til Richard Werne, der introducerede begrebet.

Konklusion

Kontroversen om kvantitativ lempelse minder os om Winston Churchills berømte vittighed, der siger ”a riddle wrapped in a mystery inside an enigma”. Selvfølgelig vil nogle eksperter næsten med sikkerhed være uenig i denne karakterisering.