Introduktion til Corbynomics

Udnævnelsen af Jeremy Corbyn som ny politisk leder for britiske Labour åbner ikke blot en debat omkring hans venstreorienterede idealistiske ideer. Corbyn introducerede i august måned sin økonomiske 2020 plan, der allerede har været massivt omdiskuteret. ”Corbynomics” er navnet på de økonomiske tiltag Labour-lederen har fremlagt.

Siden finanskrisen i 08/09 har den økonomiske politik i Storbritannien været præget af austerity – på dansk oversat til en økonomisk sparepolitik. Flere EU-regeringer har ført en stram finanspolitik, i håbet om at dække de offentlige underskud.

Corbynomics er væsentlig differentieret fra denne slags økonomisk politik. Lad os se på et par konkrete eksempler.

Personal Quantitative Easing

Jeremy Corbyn introducerede begrebet ”Personal Quantitaive Easing”, som er en smule anderledes fra hvad vi traditionelt set ved om kvantitativ lempelse. Førhen har den britiske nationalbank (Bank of England) opkøbt finansielle aktiver såsom virksomheds- og statsobligationer, og dermed øget pengemængden i samfundet. Men Corbyn ønsker nu at Bank of England skal sætte seddelmaskingen i gang, og i stedet investere pengene direkte i offentlige anliggender såsom infrastruktur. Formuleret kort skal Bank of England finansiere dele af regeringens udgifter ved at øge pengemængden.

Hvorfor ikke ordinær kvantitativ lempelse?

At politikere benytter sig af kvantitativ lempelse, som et instrument til at stimulere økonomien og styre renten er ikke noget nyt. Ifølge Jeremy Corbyn selv er PQE nødvendig, fordi han mener, at kvantitativ lempelse i Storbritannien har givet de britiske banker en masse penge, der ikke er blevet brugt på andet en risikable investeringer, aktiespekulation mm. Derfor ønsker han at den øgede pengemængde, som kvantitativ lempelse skaber, skal gå direkte til investeringer, der er til gavn for befolkningen.

Effekt eller ej?

Ideen om ”Personal Quantitative Easing” er blevet mødt med stor skepsis. Den er bl.a. blevet kritiseret for at stride imod Lissabon traktaten, hvor det fremgår at centralbankerne/nationalbankerne ikke må printe penge til at finansiere offentlige udgifter. Blandt kritikerne lyder det også, at den kvantitative lempelse slet og ret ikke rækker til at dække Storbritanniens finansieringsbehov. Derfor kan Corbyns ide på længere sigt være risikabel, hvis Bank of England bliver ved med at låne penge ud. Dette kan intervenere med bankens kreditværdighed, og dermed gøre økonomien og de finansielle markeder langt mindre attraktive for investorer.

Hvad de fleste frygter, er en gentagelse af hvad man så i Zimbabwe tilbage i 00’erne. Man forsøgte at stimulere økonomien netop ved brug af kvantitativ lempelse, hvilket resulterede i massiv inflation (hyperinflation). Meget tyder også på at Corbyn ønsker en permanent form for kvantitativ lempelse, hvilket kan vise sig at blive et problem, når først den britiske økonomi er tilbage på sporet (stabil vækst, fuld beskæftigelse, og inflation på 2%). I et sådan tilfælde vil inflationen, ifølge klassisk økonomisk teori, naturligvis stige, hvilket vil tvinge Bank of England til at hæve renten. En rentestigning kan være en stopklods for økonomien, og samtidig have fatale konsekvenser for britiske låntagere.

Ulighed og offentlig gæld

Udover Corbyns ønske om øget offentlig investering baserer han også sin økonomiske politik på et mål om at mindske uligheden, samt at dække underskuddet på det offentlige budget. Underskuddet skal dækkes ved øget beskatning af samfundets højindkomstgruppe, imens Corbyn vil tackle uligheden ved at indføre en ”højesteløn”.

Problemet med uligheden er i bund og grund et idealistisk og moralsk spørgsmål. Flere politikere mener, at der er gået ”inflation” i toppen – altså at samfundets rigeste tjener mere og mere, end hvad der er rimeligt. Indførelsen af ”højestelønnen” vil sætte en stopper for dette, men er blevet noget udskældt blandt liberale tænkere, der mener at en højesteløn vil opfordre talentfulde briter til at søge til udlandet for at arbejde.

Underskuddet på det offentlige budget skal som sagt dækkes ved øget beskatning, fremfor udgiftstop, som oftest er en del af en finansiel sparepolitik. Samtidig skal staten rulle flere statstilskud til virksomheder tilbage, imens der skal sættes hårdere ind for virksomheder, der gør forsøg på skattely.

Konklusion

Personal Quantitative Easing, højesteløn, øget beskatning og reducering af statsstøtte til virksomheder er blot nogle af elementerne i Jeremy Corbyns økonomiske politik. Generelt fremlægger Jeremy Corbyn en ”anit-austerity” politik, som bl.a. betyder væsentlig mere statslig indblanding. Corbynomics kan meget vel blive et hedt ord i den politiske og økonomiske debat fremover. Det er venstreorienteret økonomisk tænkning, som allerede har fået flere kritikkere frem i sædet.