Handelsplatforme

Nordnet – anmeldelse og gennemgang

Nordnet Bank præsenterer sig selv som en digital bank, der gør det muligt for dig som privat investor at tage magten over din egen opsparing. Den specialiserede bank var en af de første internetbaserede brokere, som for alvor og med stor succes tog kampen op imod de etablerede banker inden for privates handel med værdipapirer og tilbød lav kurtage til investorer, som selv ønskede at investere. Nordnet opererer i Danmark med en svensk banklicens. Banken har eksisteret siden 1996 og er i dag etableret i fire nordiske lande, hvor de samlet set har mere end 1,5 mio. kunder. Nordnet havde ved udgangen af september 2021 mere 300.000 danske kunder efter at have oplevet et sandt boom i nye kunder de seneste par år.

Nordnet henvender sig især til den traditionelle langsigtede investor i form af investering af både frie midler og pensionsmidler, men mere aktive investorer kan bestemt også være med. Alt efter marked og handelsniveau kan disse få adgang til en mere avanceret handelsplatform. Ønsker man at handle mere komplicerede instrumenter, herunder gearede produkter, er dette muligt med børsnoterede futures og optioner samt forskellige former for certifikater, turbos mv. Nordnet har dog ikke gearing og aktiv handel som kerneområde og tilbyder eksempelvis ikke CFD-handel.

Når man logger ind på sin konto hos Nordnet mødes man med en status for udviklingen på ens depoter.


Design og platform – anmeldelse og gennemgang

Nordnet har fornyligt redesignet den webbaserede handelsplatform og gjort den responsiv, så den fremstår ensartet selvom man tilgår den fra mobile enheder eller tablets. Den nye handelsplatform, som har været undervejs i et stykke tid, byder på et moderne design og en mere brugervenlig tilgang end tidligere. Imens vi skriver denne anmeldelse af Nordnet, er det nye design endnu ikke helt færdiggjort, hvorfor visse funktioner alene findes på den gamle udgave af platformen, ligesom den nye løbende forbedres med nye funktionaliteter. Læs om de seneste ændringer her. Den gamle udgave vil i en overgangsperiode således fortsat kunne tilgås ved at klikke på et link øverst oppe, men bliver ikke som sådan vedligeholdt og mange funktioner fungerer ikke længere.

Det første man mødes med på den nye handelsplatform er et overblik over ens depoter, og man kan for eksempel se, hvordan ens samlede portefølje har klaret sig, f.eks. den seneste dag, måned eller år til dato (se billedet ovenfor). Det er let at navigere rundt på den overskuelige platform, og man finder hurtigt de produkter og aktier eller den information man har brug for. Under Mine sider har man adgang til at lave lister over værdipapirer, man gerne vil følge, se historiske transaktioner og notaer. Man kan endvidere administrere sine kontanter f.eks. udbetale til eksterne konti. Disse skal være behørigt registreret, hvilket højner sikkerheden. Man kan trække porteføljerapporter for valgte perioder, se årsopgørelser og meget andet. Det er også her man administrerer aftaler og abonnementer og kan skrive beskeder til Nordnets kundeservice.

Selve handelsmodulet beskrives nærmere nedenfor. Under menupunktet Tjenester kan man læse nærmere om de forskellige kontotyper, der tilbydes, om lånemuligheder og produkter for aktive tradere. Dette gennemgås ligeledes nedenfor.

Under Børs & marked øverst oppe på siden kan man søge efter de værdipapirtyper, man ønsker at handle og læse om de forskellige udbudte produkter. Man kan læse en række markedsnyheder fra f.eks. Ritzau, Nasdaq og GlobeNewswire og se en oversigt over den aktuelle kursudvikling på markedet.

Særligt søgefunktionerne dels inden for aktier, men også specifikt for hhv. investeringsforeninger, udenlandske fonde samt Exchange Traded Funds (ETF´er) bør fremhæves. F.eks. søgning i forhold til sidstnævnte, hvor man effektivt kan bruge funktionen til at screene markedet for forskellige indeksfonde til lave årlige omkostninger. Det er muligt at filtrere søgningen på fondstyper, for eksempel aktier eller renter, på regioner, udbydere og hvorvidt fonden udbetaler udbytte eller er akkumulerende. Nedenfor ses en søgning på ETF’er som er eksponeret mod USA og Nordamerika, hvor søgningen er sorteret efter laveste årlige omkostninger. Man kan også sortere på for eksempel afkast. Man kan blandt andet se, at de årlige omkostninger i disse fonde er helt nede på 0,04% om året. Til sammenligning koster mange aktivt forvaltede fonde mellem 1 og 2% om året. Så et stærkt søgeværktøj kan virkelig betale sig.

Søgning efter indeks ETF´er med eksponering mod USA, som er sorteret efter laveste årlige omkostninger først. Tryk på billedet for at forstørre det.

Handel

Man kan finde de enkelte værdipapirer ved at søge på værdipapiret øverst i højre hjørne eller ved at bruge den generelle søgefunktion under Børs & Marked. Når man har fundet et værdipapir man ønsker at handle eller analysere nærmere, finder man en masse relevant information om dette, jf. nedenstående billede, som viser Novo Nordisk aktien. Man kan eksempelvis se de seneste handler på børsen, ordredybde i 5 niveauer (hvilket som standard er helt gratis for bl.a. danske værdipapirer) og et handelsvindue ude til højre. Hvis man f.eks. ønsker at købe, indtaster man den ønskede pris og antal, hvorefter man kan se et overslag over kurtagen og handelssum. Man trykker dernæst “køb” hvorefter ordren sendes afsted til børsen. Man har forskellige muligheder for at indlægge stop loss, trailing stop mv.

Handels- og informationsside for Novo Nordisk. Her finder man masser af relevant information både om virksomheden og om selve aktien. Købsvinduet kan ses ude til højre.

Ønsker man at analysere aktien nærmere kan man se kursudviklingen for valgte perioder og evt. sammenligne med benchmarks. Man kan få grafen vist enten med simpel visning eller med candlesticks. Endvidere kan man påføre volumen og påføre enkelte tekniske indikatorer såsom glidende gennemsnit, RSI, MACD mv. Nordnet er ikke blandt de stærkeste inden for teknisk analyse, men har man alene behov for de nævnte og formentlig mest anvendte indikatorer klares dette. Man kan endvidere se mæglerstatistik, relevante nyheder for aktien samt kommende udbytter og finanskalender for de næste regnskabsmeddelelser. Under Om virksomheden kan man finde relevante regnskabs- og nøgletal og læse mere om selskabet.

Mobiladgang via apps

Nordnet har samtidig med redesign af den webbaserede handelsplatform lanceret en ny mobil app til IoS og Android styresystemer. Med mobilappen kan man udover at handle naturligvis let holde styr på sine eksisterende investeringer og få overblik over om værdien stiger eller falder. I øjeblikket, hvor vi skriver denne anmeldelse af Nordnet, kan man blandt andet skræddersy sit nyhedsfeed og få notifikationer om ordrer og handelstransaktioner. Man kan endvidere foretage udbetalinger fra sin konto og flytte rundt på sine midler. Man kan oprette lister over værdipapirer og finde relevant handels- og regnskabsinformation og de enkelte papirer. Endvidere kan man få overblik over den aktuelle udvikling på alverdens børser. Appen findes både med mørk og lys baggrund og er bestemt anvendelig, hvis man er på farten eller ikke lige har adgang til en computer.

Særlig platform for aktivt handlende

Har man et forholdsvist stort handelsvolumen som kvalificerer en som Active Trader, tilbyder Nordnet en særlig avanceret handelsplatform, Infront, som er eksternt udviklet og findes i både en webbaseret og i en PC baseret løsning. De benævnes hhv. Infront Web Trader og Infront Active Trader. Handler man meget aktivt er der ingen tvivl om, at man bør bruge denne platform. For at kvalificere sig som Active Trader skal man foretage mindst 240 handler over 3 måneder, eller generere en omsætning på mindst 30 millioner kroner i den samme periode.

Er man Active Trader (eller i øvrigt handler min. 40 gange pr mdr. som Pro eller Private banking kunde) tilbydes man gratis Infront Web Trader. Ellers koster adgang til platformen op til 99 DKK pr mdr. (imens vi skriver denne anmeldelse af Nordnet)

Infront Active Trader koster hele 649 pr mdr. mens prisen forhandles individuelt for Active Traders.

Grafisk set indeholder Infront et mere professionelt og elegant udseende, og her er også langt flere analysemuligheder end i standard-værktøjet. Inden for teknisk analyse, er der muligheder for at benytte en lang række almindelige indikatorer såsom Bollinger Bands, forskellige glidende gennemsnit, stochastics, RSI, volumen, samt detaljerede informationer om ordredybde, og det er også muligt let at sammenligne aktier eller andre markeder med hinanden for at undersøge den relative styrke mellem to markeder og eventuelle korrelationer. Ud over dette er der mulighed for let at få adgang til iformation om fundamentale faktorer og nyheder, som har betydning i forhold til den enkelte virksomhed.

Opret mig på Nordnet

Produktudbud

Nordnet tilbyder primært handel med produkter fra de største børser såsom de nordiske, de amerikanske og fx den tyske børs mv. Sammenlignet med andre udbydere på markedet er dette forholdsvist begrænset. I stedet tilbyder Nordnet dog nogle andre interessante typer af produkter og koncepter såsom pensionsopsparing, månedsopsparing i udvalgte investeringsforeninger og ETF´er uden betaling af købskurtage, unoterede indeksfonde på de fire nordiske markeder uden betaling af årlige omkostninger eller kurtage samt lån med sikkerhed i ens portefølje. Disse tre beskrives nærmere nedenfor.

Udover aktier og fonde, er det muligt at handle børsnoterede futures og optioner og forskellige former for certifikater og turbos. Både certifikater og turbos kan handles med forskellige gearingsniveauer og i visse tilfælde ret høje niveauer, hvilket gør, at produkterne ikke er egnede for enhver. Handler man certifikater og turbos, som er en del af konceptet Nordnet Markets slipper man for at betale købs- og salgskurtage, hvis man handler for mere end 1000 DKK eller tilsvarende i anden valuta. Nordnet Markets er lavet i samarbejde med Nordea, så det er finansielle produkter udstedt af Nordea man handler. Inden for denne kategori er det muligt at handle bl.a. nordiske og amerikanske aktier ligesom man kan handle forskellige aktieindeks f.eks. det tyske DAX, SP500, Nasdaq 100 mv.

Valg af fonde til Nordnets månedsopsparing. Klik for at forstørre.

Månedsopsparing i fonde
Konceptet med månedsopsparing, hvor man måned for måned kurtagefrit kan investere mindre beløb i udvalgte investeringsforeninger og ETF´er, passer perfekt til en investor, som over tid ønsker at opbygge en diversificeret portefølje bestående af forskellige fonde. Ordningen kan både bruges til såvel pensionsmidler som til frie midler og til virksomhedsmidler. Endvidere kan man have flere ordninger samtidig så længe de er fordelt på forskellige depoter. Man har i starten af hver måned (den 8. i måneden) mulighed for at investere i op til fire forskellige fonde pr. ordning. Minimumsbeløbet er 500 kr. mens man maksimalt kan købe for 50.000 kr. Når man har valgt beløb og fonde sørger Nordnet for at fondene bliver købt helt transparent i markedet, og fordelt ind på dit depot uden opkrævning af kurtage. Ved at benytte sig af ordningen får man dels spredning i form af forskellige fonde og markeder, man får mulighed for at få købt op over tid og kan købe for mindre beløb uden at skulle betale købskurtage. Man kan til enhver tid sætte afslutte ordningen eller sætte den i bero, ændre beløbet man vil købe for eller ændre fordelingen af de fonde, man gerne vil købe sig ind i. Såfremt man vil sælge ud af sine fonde, skal man betale almindelig kurtage.

Man kan vælge mellem ca. 100 forskellige fonde, herunder en lang række indeks ETF´er fra iShares og Xtrackers med ganske lave årlige omkostninger. Blandt de tilgængelige fonde er endvidere Sparinvest – Sparindeks’ populære indeks investeringsforeninger ligeledes til lave årlige omkostninger om end disse typisk er lidt højere end de udenlandske ETF´er. Køber man ETF´er er disse denominieret i EUR, hvorfor man vil skulle betale vekslingsomkostninger ved køb og salg. Disse omkostninger kan man minimere betragteligt, hvis man åbner en valutakonto i EUR. Det er dog ikke muligt at åbne valutakonti på pensionskonti, hvilket gør det lidt dyrere at handle ETF´er. I den forbindelse bør man ligeledes overveje alene at købe akkumulerende fonde, så man ikke løbende skal betale for veksling af udbetalte udbytter, som måske alligevel bare skal reinvesteres.

Nordnets egne indeksfonde 
Nordnet tilbyder 6 forskellige indeksfonde som omfatter Danmark, Europa, USA, globale aktier, nye markeder samt en temabaseret teknologifond. Fondene er ikke børsnoterede og er gratis at handle. Man opkræves relativt lave årlige omkostninger i fondene, hvorved man meget let kan sprede sine aktieinvesteringer over hele verden. Dog er de årlige gebyrer typisk en anelse højere end tilsvarende udenlandske ETF´er. Fondene er alle noteret i danske kroner, hvorfor man heller ikke skal betale valutavekslingsomkostninger ved handel, som man typisk belastes af når man handler udenlandske indeksfonde fx ETF´er.

Den danske fond har årlige omkostninger på 0,2% mens den europæiske, den amerikanske og den globale fonde har årlige omkostninger på 0,3%. Fonden med Nye markeder koster årligt 0,4% mens teknologifonden koster 0,5%.

Eftersom fondene ikke er børsnoterede handles de til den indre værdi, som beregnes og offentliggøres én gang dagligt. Indeksfonden for Danmark afspejler det danske C25 indeks, så man køber sig altså ind i 25 af de største og mest handlede danske aktier. I den forbindelse kan det dog nævnes, at eftersom den danske fond er registreret i Sverige, så tilbageholder den svenske stat en vis andel af det udbytte, som de danske selskaber i fonden udbetaler, og denne får man ikke refunderet. Fra og med 1. januar 2022 vil danskbaserede investeringsforeninger, som investerer i danske aktier, blive sidestillet med de udenlandske fonde, hvorfor forskellen vil forsvinde.

Man kan handle fondene en gang om dagen om og minimumsinvesteringen er bare 100 kr. Man kan både investere i fondene med frie midler, virksomhedsmidler og med pensionsmidler. Investeres med frie midler skal man være opmærksom på, at man beskattes anderledes af Nordnets Danmarksfond end de øvrige. Danmarksfonden beskattes således som aktieindkomst efter realisationsprincippet på trods af at fonden er akkumulerende. Samtidig vil man årligt bliver beskattet af et teknisk udbytte, som man altså ikke får udbetalt. Hvad angår de  øvrige fonde beskattes man af afkastet som kapitalindkomst efter lagerprincippet, dvs. at man årligt skal beskattes af såvel realiseret som urealiseret afkast. Man kan endvidere opsætte en løbende månedsopsparing til køb af fonde, hvor man selv kan bestemme en dato for handel. Opsparingen kan man efterfølgende ændre og stoppe, som man ønsker det.

Indeksfondene, der investerer i Europa, USA, globale aktier og nye markeder har fra juli 2021 fået ændret benchmark indeks, så de fremover vil blive ESG screenede og dermed bæredygtige investeringer. Læs mere om ESG screeningen her.

Og læs mere generelt om Nordnets egne indeksfonde her.

Det er svenske Öhman Fonder, som er forvalter for den danske indeksfond og man kan endvidere læse mere om fonden hos forvalteren her. De øvrige fonde forvaltes af J.P. Morgan og detailjeret information kan findes her.

Lån med sikkerhed i din portefølje – Nordnet Porteføljelån
Nordnet tilbyder forskellige muligheder for at man kan belåne sine depoter med frie midler. Jo mere man belåner, jo højere vil rente være. Den bedste rente man opnå er knap 2% p.a. Har man f.eks. et depot med ikke alt for risikofyldte værdipapirer for 1 mio. kr. med en vis spredning (eksempelvis må ingen enkeltaktier fylde mere end 20% af porteføljen) kan man til den lave rente typisk låne ca. 30-40% af værdien altså 300.000 – 400.000 kr. Pengene kan man frit hæve og bruge som man vil, hvilket i realiteten gør aktiedepotet til en ganske billig kassekredit. Man kan også investere pengene i aktier eller andre værdipapirer. I den forbindelse skal man naturligvis huske at investering for lånte midler – ligesom med gearede produkter i al almindelighed – bevirker, at man påtager sig en større risiko end ellers. Man har, efter behørig kreditgodkendelse, mulighed for at belåne sit depot yderligere end det nævnte, men i så fald vil det være til en noget højere samlet rente.

Priser og kundetyper

Nordnet opererer dels med de 3 forskellige kundetyper Standard (under 20 handler pr mdr.), Bonus (20-39 handler pr mdr.), Pro (min. 20 handler pr mdr.) og dels med kundetyperne Private Banking og Active Traders. For at blive Private banking kunde kræves en samlet investeret portefølje på 2 mio. kr. hos Nordnet (målt på den enkelte husstand) mens Active Traders skal foretage mindst 240 handler eller have en omsætning på 30 mio. DKK i kvartalet.

Nye kunder kan de første tre måneder handle for en kurtage på 0,05% og minimumskurtage på 15 DKK for bl.a. danske aktier. Det gælder både når man opretter sit første aktiedepot og sit første pensionsdepot.

For handel med danske aktier er kurtagen som standardkunde 0,1%, Bonus 0,075% og Pro og Private Banking på 0,05%. Der er en minimumskurtage i alle tilfælde på 29 DKK. Active Traders får tildelt en individuel kurtagesats alt efter handelsniveau dog højest 0,04% og en minimumskurtage på 19 DKK.

Nordnet opkræver ikke depot- og VP-gebyrer. Som udgangspunkt er kurtagen det samme uanset om man handler for frie midler eller pensionsmidler.

Handler man udenlandske aktier er priserne typisk noget højere. Eksempelvis koster tyske aktier, og herunder ETF´er, en kurtagesats på mellem 0,10 og 0,15% med en minimumskurtage på mellem 10 og 12 EUR alt efter hvilken kundetype man tilhører. Se samtlige priser her.

Man har på visse markeder gratis adgang til realtidskurser i fem niveauer.

Nordnet opkræver som udgangspunkt ikke gebyrer for streamede realtidskurser medmindre man selv tilmelder sig disse, hvilket er en klar fordel i forhold til mange af konkurrenterne på markedet, hvor de månedlige gebyrer for realtidskurser hurtigt løber op, især hvis man er aktiv på flere børser.

Man skal herudover være opmærksom på, at man for nærværende skal betale negativ rente på 0,6% af kontantindestående over 100.000 DKK.

Nordnet er ikke blandt de allerbilligste blandt de konkurrencedygtige handelsplatforme, hvor det f.eks. hos Saxo Bank er muligt at handle danske til en minimumskurtage på 14 DKK. Endnu værre forholder det sig med amerikanske og europæiske aktier, hvor man lige skal se sig for. De lidt højere minimumskurtager gør det naturligvis mindre fordelagtigt at foretage handler med mindre beløb. Til gengæld opkræver Nordnet fx ikke købskurtage, når man handler ETF´er og investeringsforeninger igennem Månedsopsparingen ligesom handel med unoterede fonde er helt gratis.

Nordnet tilbyder konti til frie midler, herunder også for børn, men ikke skattebegunstigede børneopsparinger og heller ikke aktiesparekonto selvom Nordnet dog har meldt ud at de vil lancere sidstnævnte senere i løbet af anden halvdel af 2021. Endvidere tilbydes investering af pensionsmidler i form af ratepension, kapitalpension og aldersopsparing. Virksomheder og selskaber kan ligeledes åbne konti, hvilket dog kræver en såkaldt LEI-kode.

Læring og viden

Inden for læring tilbyder Nordnet bl.a. Nordnetbloggen, som er samlingspunkt for en række artikler og videoer om markedets tilstand og nye produkter. Særligt Nordnets egen investeringsøkonom, Per Hansens, Pers Univers, er værd at fremhæve. Per Hansen, som har mange års erfaring fra den finansielle sektor, optræder jævnligt i medierne og er altid underholdende at høre på og læse om. Herudover afholder Nordnet jævnligt webinarer med forskelligt indhold og events f.eks. med vinsmagning, præsentationer med børsnoterede selskaber eller kommende børsintroduktioner mv.

Man kan ligeledes finde inspiration til interessante og hotte aktier ved at vælge Aktieinspiration under menupunktet Børs & Marked på handelsplatformen. Under samme menupunkt kan man også finde inspiration til fonde og ETF´er mv.

Endelig tilbyder Nordnet den sociale platform, Shareville, som blev introduceret til Nordnets kunder for en del år siden efterhånden. Læs mere om denne nedenfor.

Shareville
Pointen med en selvstændig social platform med fokus på især aktiehandel, er at udvikle en social dimension til selve handelsplatformen, som giver mulighed for at følge forskellige investorer og tradere i realtid og få besked, når de synes, at det er tid til at handle. Man kan på Shareville også måle deltagernes afkast i forhold til det generelle marked og kan på denne måde få et indblik i, om en bestemt trader eller investor har haft et afkast, som er bedre eller dårligere end markedets performance i den samme periode. Dermed får man en bedre mulighed for at vurdere, hvem man skal følge.

Man kan på Shareville oprette grupper og deltage i diskussioner om specifikke aktier. For de konkurrencelystne er der også mulighed for selv at dele sin portefølje og se, hvor godt man klarer sig i forhold til andre. Men i modsætning til visse andre sociale handelsplatforme såsom handelsplatformen eToro, er der på Shareville ikke mulighed for at foretage såkaldt copytrading, det vil sige, at man automatisk kopierer handler som en udvalgt dygtig trader eller investor foretager.

Shareville kan utvivlsomt fungere som et godt input til mange investorer – dog skal man passe på ikke at lade sig fortabe i mylderet af informationer fra andre deltagere.

Det er muligt at tilgå Shareville via en webbaseret løsning direkte fra ens Nordnet konto ligesom Shareville findes som app til IoS og Android.

Kundeservice

Man kan ringe til Nordnets kundeservice pr telefon ligesom man via handelsplatformen kan skrive beskeder. Nordnet har samlet en FAQ, som beskriver meget af det man kan være i tvivl om eksempelvis beskrives meget udførligt hvordan Nordnet opkræver valutakursspreads, hvilket ikke altid er så gennemsigtigt hos de forskellige brokere. Find FAQ´en her.

Det er ganske let at åbne en konto via NemID og der er mulighed for at få god hjælp til fx at overføre pensionskonti fra sin bank, når man er parat til at tage magten tilbage over sine egne penge…

Konklusion

Nordnet er et godt sted at være kunde, hvis man gerne selv vil tage hånd om sine investeringer. Her er det muligt at handle både for frie midler og pensionsmidler til samme lave kurtage. Nordnet er ikke blandt de allerbilligste, hvis man sammenligner med de øvrige internetbrokere og produktudbuddet er en anelse begrænset om end det formentlig vil være mere end tilstrækkeligt for langt de fleste. Særligt Nordnets månedsopsparingsordning med gratis købskurtage for fonde og Nordnets egne helt kurtagefri indeksfonde er i den grad værd at nævne og nærmest nok til, at man bør åbne et depot. Nordnets søgefunktioner for ETF´er og andre fonde gør det let at finde frem til interessante investeringsemner ligesom man også kan finde inspiration til aktier og følge med i relevante nyheder fra markedet. Det er også værd at nævne, at man har adgang til gratis realtidskurser på stort set alle markeder, noget man typisk skal betale en hel del for hos andre brokere. Endelig kan det være værd at nævne, at man kan belåne sit depot og dermed kan bruge dette som en yderst billig kassekredit sammenlignet med, hvad man eller vil skulle betale i rente for en sådan.

Nordnet tilbyder også konti til selskaber og virksomheder samt til mindreårige, dog ikke børneopsparing og heller ikke den nye aktiesparekonto. Sidstnævnte skulle dog gerne blive lanceret i løbet af sidste halvdel af 2021.

Alt i alt kan Invested varmt anbefale at blive kunde hos Nordnet.

Del denne artikel

Invested.dk