Investering

Forståelse for USA’s sanktioner mod Iran

sanktioner mod IranI den atomaftale der tidligere på måneden blev underskrevet mellem to af verdens stormagter har Iran givet efter for at skabe bedre gennemsigtighed og kontrol i forhold til deres atomprogrammer i bytte for at løfte internationale sanktioner. Til trods for aftalen vil mange USA-sponsorerede sanktioner dog forblive, da deres implementering har været grundet indskrænkninger af iranske initiativer, der rækker ud over udviklingen af atomvåben. Når man tænker på, at USA’s sanktioner har eksisteret i omkring 35 år, og at Iran stadig ses som en problematisk region i USA’s øjne, så har sanktionerne måske ikke været så effektive, som man ville håbe på.

Sanktionernes formål

USA’s sanktioner mod Iran, som opstod som reaktion mod gidselkrisen i 1979-81, er blevet ændret igennem årene som følge af Irans politiske og militære udvikling. De første sanktioner i 1980’erne og 1990’erne blev primært sigtet efter at forhindre Iran i at støtte terrorisme og begrænse Irans evne til at have en strategisk indflydelse i Mellemøsten.

Siden begyndelsen af 00’erne har sanktionerne i stor grad været fokuseret på Irans atomprogram med intentionen om at begrænse landets evne til at udvikle masseødelæggelsesvåben. På dette initiativ har USA får stor støtte fra andre globale spillere såsom FN og EU, som indførte deres egne sanktioner mod Irans atomudvikling.

Mens Irans atomprogram har været stærkt omdiskuteret i internationale sanktioner de seneste år, inkluderer de USA-specifikke sanktioner mål, der sigter efter at begrænse iranske våbenudviklinger, misbrug af menneskerettigheder, terrorsponseringer og opfordring til ustabilitet i Mellemøsten. Sanktionerne har sigtet efter iranske aktiver, våbenudvikling, en stor del af landets handel, finansielle aftaler og iranske olieeksporter.

 

Overblik over diverse sanktioner

Som nævnt opstod de første sanktioner som følge af den iranske gidselkrise, da præsident Jimmy Carter iværksatte en frysning af alle iranske aktiver den 14. november 1979, i hvad der den tid blev kaldt et nødstilfælde. Mens Algiers Accord, der endte gidselkrisen, igangsatte en ufrysning af en fraktion af de iranske aktiver, var dette blot begyndelsen på de amerikanske sanktioner mod iransk ejendom.

Efter af at være blevet tilføjet til listen over lande, der støtter terrorisme som reaktion mod bombningen af USA’s marine i Beirut i 1983, stod Iran over for yderligere frysninger af aktiver beordret af præsident George Bush efter angrebene den 11. september, 2001. Efterfølgende sanktioner på Irans aktiver er senere blevet implementeret igennem årene, inklusiv Executive Order 13572 i april 2011, der sigtede mod IRGC-Quds styrken efter at have støttet den syriske regerings misbrug af menneskerettigheder.

Iran-Iraq Arms Nonproliferation vedtægten fra 1992 pålægger sanktioner på enhver privatperson eller entitet, der hjælper Iran med at opkøbe eller udvikle alle former for avancerede konventionelle våben. Yderligere sanktioner som Iran-Syria-North Korea Non-Proliferation vedtægten og Executive Order 13382 fra juni 2005 sigter også mod Irans våbenudvikling.

Præsident Bill Clinton igangsatte et omfattende handelsforbud med Iran den 30. april 1995. Forbuddet forbyder de fleste amerikanske entiteter at handle eller investere i Iran. Mens dette forbud blev mere moderat i 2000, blev det senere fornyet i marts 2001 af præsident Bush og igen i marts 2010 under præsident Barack Obama. Siden 2013 har Obama-administrationen gjort forbuddet mere omfattende.

Et andet mål hos de amerikanske sanktioner mod Iran ligger i finans- og bankindustrien. Sanktionerne forbyder ikke blot amerikanske entiteter at foretage finansielle transaktioner med Iran, men Comprehensive Iran Sanctions, Accountability and Divestment vedtægten (CISADA) forbyder også udenlandske finansielle institutioner, der laver forretninger med sanktionerede entiteter at handle i USA eller med amerikanske dollars.

Yderligere finansielle sanktioner kom i spil i slutningen af 2011, da Obama-administrationen implementerede forholdsregler mod Irans olieimportører og afholdt dem fra at skabe finansielle transaktioner med Irans centralbank. Da olieeksporten udgjorde halvdelen af den iranske regerings omsætning og 20% af landets BNP før 2012, har sanktionerne mod Irans olieeksport været et stort fokus hos Obama-administrationen.

Sanktionernes effekter

Som forøg på at begrænse Irans udvikling af masseødelæggelsesvåben, terrorstøtte, misbrug af menneskerettigheder og indflydelse på ustabilitet i Mellemøsten er USA’s sanktioner blevet brugt til direkte at begrænse handlen med våben eller materialer, der bruges i produktionen af masseødelæggelsesvåben eller til at straffe landet økonomisk. Selvom sanktionerne måske har sænket farten af udviklingen af våbnene, er det klart, at de ikke har stoppet udviklingen fuldstændigt.

Med hensyn til at straffe landet økonomisk har USA klart haft succes. David Cohen, ministeren for the Treasury for Terrorism and Financial Intelligence, påstod den 21. januar 2015 at ”Irans økonomi er 15% til 20% mindre, end den havde været uden sanktionerne.” Sanktionerne har også sænket olieeksporten og værdien af den iranske rial, der har sat gang i inflationen og skadet irans industrisektor, som afhænger meget af importerede dele og materialer.

Til trods for USA’s påstande om, at sanktionerne ikke er til formål at medbringe regimeændringer i Iran, så har der været stor medieuro siden 2012 omhandlende de stigende fødevarepriser og den faldende valuta. Der er ingen tvivl om, at sanktionernes økonomiske effekter har motiveret mange iranere til at vælge en mere moderat leder som Hassan Rouhani, som de mener kan hjælpe landet med at genoprette båndene med det internationale miljø. Under Rouhanis lederskab har Iran bevæget sig tættere på en international genintegration i en nylig atomaftale med seks verdensmagter.

Dog er mange af de USA-opbakkede sanktioner motiveret af Irans terrorstøtte og misbrug af menneskerettigheder, og de vil derfor forblive. Der er dog mange, der mener, at disse sanktioner har gjort meget lidt for at forhindre misbrug af menneskerettigheder.

Konklusion

Iran har været underlagt amerikanske sanktioner i nu omkring 35 år, og selvom de for nyligt har forhandlet sig til en atomaftale med store verdensmagter, vil mange af disse sanktioner forblive intakte. Selvom mange af sanktionerne har været rettet mod at begrænse Irans evne til at udvikle atomvåben, så er dette kun én form for trussel. USA vil også se forbedringer fra Iran i form af at reducere deres terrorstøtte og misbrug af menneskerettigheder.

Invested.dk