Forklaring af Janet Yellens rolle på renten i USA

Janet Yellen er direktør for den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Det gør hende til en af de mest magtfulde personer i verden, da hun har indflydelse på milliarder af dollars med hendes pengepolitiske beslutninger. Ændringer i pengepolitikken manifesterer sig typisk igennem ændringer i renten. Renteændringer har en stærk effekt på næsten hver eneste sektor i økonomien.

Renten spiller også en enorm rolle i valutakurserne. Derfor ender den med at påvirke mennesker, virksomheder og regeringer over hele verden. Ydermere er den amerikanske dollar den mest brugte valutareserve i hele verden. Derfor vil den afsmittende effekt af en pengepolitikken i USA ramme råvarer og global handel. Af disse grunde giver det god mening at forstå, hvilken rolle Janet Yellen har og hendes indflydelse på renten.

Yellens rolle

Janet Yellen blev sat på direktørposten den 1. februar 2014. Hendes rolle kan forklares via hendes enorme beslutninger. Disse beslutninger inkluderer hendes valg om at fortsætte det meget omfattende kvantitative lempelsesprogram og hendes stærke hints om, at renten vil stige, hvilket indikerer et skift i Federal Reserves politik. Det står i stærk kontrast til de forventninger, mange havde af Yellen.

Federal Reserves bestyrelses store rolle går ud på at overvåge de indenlandske og internationale finansielle tilstande i forsøg på at finde den optimale balance mellem prisstabilitet og økonomisk vækst. Deres store værktøj består i at ændre på renten. Når inflationen ligger under målet, og der er et uudnyttet potentiale i økonomien, så vælger Federal Reserve en løsere politik. Når inflationen er en trussel mod økonomien, så hæver de renten.

I disse beslutninger er direktør Yellen en enorm stemme. En del af hendes job er at finde konsensus inden for de adskillige deltagere, der består af et miks af præsidentielle udvalgte og regionale Fed-direktører. En del af udfordringen består i at finde en balance mellem finansiel stabilitet og prisstabilitet inden for ønsket om at stimulere økonomien via lavere renter.

Markedets opfattelse

Den generelle opfattelse er, at Janet Yellen kontrollerer renten. På nogle måder er dette sandt og på andre falsk. Det er rigtigt i forståelsen af, at hun er den besluttende stemme og den største stemme i bestyrelsen. Dog er realiteten, at hendes beslutninger er baseret på opfattelsen i økonomien.

Ydermere skal hun finde konsensus mellem de forskellige perspektiver hos de stemmede og ikke-stemmende regionale Fed-direktører. Hendes succes kan ses i Fed minutes, som viser en centralbank, der finder konsensus mens samtidig at opretholde en livlig debat mellem medlemmerne. Selvfølgelig er de store emner i disse debatter økonomi og inflation. Økonomien har bestemt en større påvirkning på renterne, end renterne har på økonomien.

Dette kan bekræftes ved at kigge på renteudviklingen og Federal Reserves politik i Janet Yellens andet år på direktørposten. Faktisk har hun citeret i næsten hver eneste tale, at Federal Reserves politik er dataafhængig. Mange af de målinger, hun har citeret som vigtige, som løninflation, arbejdsløshed og kapacitetsudnyttelse, har ramt niveauer, som ville opmuntre til rentestigninger. Dog har den værre end forventede vækst fra dårligt vejr, dårlige økonomier i resten af verden og øget risici i Grækenland og Kina været med til, at hun har holdt sig tilbage med at hæve renten, som hun ellers har indikeret i sine taler.

Yellens udfordring

Janet Yellens største udfordring ligger i at normalisere pengepolitikken uden af kvæle fremgangen. Mange skeptikere tror ikke, at Federal Reserve kan løse dette problem. Dog har markederne fint fordøjet stigninger i de kortsigtede renter med lille svaghed på aktiemarkederne, den finansielle aktivitet og boligmarkedet.

Fra oktober 2014 til juli 2015 er renten på den etårige statsobligation steget fra 0,1% til 0,32%. Dette er begyndelsen på en normalisering af pengepolitikken. Ønsket om at normalisere har mindre at gøre med inflation og mere at gøre med at undgå aktivbobler på grund af den forlængede periode med nulrentepolitik.