Guides

Corporate finance: Introduktion

Corporate finance undersøger en virksomheds pengerelaterede beslutninger, som er essentielle for alle virksomheders beslutninger. Til trods for navnet omhandler corporate finance alle former for forretninger og ikke blot selskaber. Hovedmålet med corporate finance er at finde ud af, hvordan man kan maksimere en virksomheds værdi ved at tage gode investerings-, finansierings- og udbytterelaterede beslutninger. Med andre ord, hvordan skal en virksomhed fordele sine knappe ressourcer for at minimere omkostningerne og maksimere omsætningen? Hvordan skal virksomheden skaffe disse ressourcer – via aktier eller obligationer, ejerkapital eller banklån? Og hvad skal virksomheden gøre med dens profit? Hvor meget skal geninvesteres i virksomheden, og hvor meget skal der udbetales til ejerne= Denne guide og introduktion vil tage et nærmere kig på hver af disse virksomhedsbeslutninger.

Corporate finance: Former for organisationer

En forretning kan organiseres på forskellige måder, og den form ejerne vælger vil påvirke virksomhedens og ejernes juridiske ansvar og skattebehandling. Her er de mest udbredte muligheder samt deres forskellige karakteristika.

 

Enkeltmandsvirksomhed

Den nok mest udbredte mulighed er en enkeltmandsvirksomhed. Med denne mulighed er der færre papirer at udfylde end med andre former for organisationer. Dette struktur er acceptabel, hvis du er virksomhedens eneejer, og du ikke behøver adskille forretningen fra dig selv. Alle profitter, tab, aktiver og passiver er ejerens direkte ansvar. Derfor kommer indtægten direkte på ejerens personlige selvangivelse.

Denne struktur er ikke ideel for virksomheder med høj ricisi, fordi den sætter dine personlige aktiver på spil. Hvis du optager en stor gæld for at starte din virksomhed, så bør du vælge en juridisk struktur, der bedre kan beskytte dine private aktiver.

 

Interessentselskab

Denne ejerform fungerer på samme måde som enkeltmandsvirksomheden, hvor man hæfter personligt for sin gæld, men hvor der er mere end én ejer af virksomheden. Samtidig hæfter ejerne solidarisk. At man hæfter solidarisk betyder, at hver enkelt af interessenterne hæfter for al den gæld, som interessentskabet har. Også for de gældsforpligtelser som de øvrige interessenter ellers skulle have betalt.

 

Anpartsselskab

Et anpartsselskab er en juridisk entitet for sig selv og beskytter derved ejerens private aktiver fra finansielle forpligtelser. Sammen med aktieselskaber er anpartsselskaber reguleret af Selskabsloven. For at oprette et anpartsselskab kræver det en startkapital på mindst 50.000 kr. Kapitalselskaber som dette beskattes med 25% af overskuddet, og det overskydende overskud forbliver i selskabet, indtil det bliver udbetalt som løn til virksomhedens ansatte. Denne selskabsskat er lavere end den personlige indkomstskat, så man kan spare penge på skatter ved at lave dem blive i selskabet.

Aktieselskab

Ligesom med anpartsselskabet adskiller aktieselskabet sig fra ejeren. Ved etableringen af et aktieselskab kræves det dog en indskudskapital på minimum 500.000 kr. Det er aktieselskaber der kan blive børsnoteres, så aktierne kan handles og skifte hænder dagligt.

Uanset hvilken ejerstruktur der vælges, så vil ejerne af virksomhederne have samme overlappende mål, når det kommer til den finansielle styring.

 

Corporate finance: Finansiel styring

Alle virksomheder sigter efter at maksimere deres profit, minimere deres omkostninger og maksimere deres markedsandel. Her er et kig på hver af disse mål.

 

Maksimere profit

En virksomheds vigtigste mål er at tjene penge og beholde disse. Nøgletal som profitmargin er én måde at måle, hvor mange penge en virksomhed kan presse ud af dens omsætning og salg.

Der er tre nøgletal inden for profitmargin: Bruttomargin, overskudsgrad og nettomargin.

1) Bruttomargin

Bruttomarginen fortæller os, hvor stor en profit virksomheden tjener på dens vareforbrug. Med andre ord fortæller dette nøgletal os, hvor effektivt ledelsen bruger sine ressourcer i produktionsprocessen.

Bruttomargin = (Omsætning – Vareforbrug) / Omsætning

Antag at en virksomhed har en omsætning på 1 mio. kr. og et vareforbrug på 600.000 kr. Bruttomarginen vil her være på 40% (1 mio. – 600.000 / 1 mio.).

Bruttomarginen bruges til at analysere, hvor effektivt virksomheden bruger sine råvarer, arbejdskraft og produktionsrelaterede faste omkostninger til at generere en profit. Jo højere denne margin er, des bedre.

Bruttomarginen kan variere kraftigt fra virksomhed til virksomhed og fra industri til industri. For eksempel har flyindustrien en bruttomargin på omkring 5%, hvor softwareindustrien ofte har en bruttomargin på omkring 90%.

2) Driftsmargin

Ved at sammenligne virksomhedens driftsindtægt (EBIT) med omsætningen, viser overskudsgraden, hvor god virksomhedens ledelse har været til at skabe et overskud fra driften:

Overskudgrad = EBIT(driftsindtægt) / omsætning

Hvis EBIT ligger på 200.000 kr., og omsætningen fortsat er 1 mio. kr., så vil overskudsgraden være lig 20%.

Dette nøgletal indikerer, hvor meget EBIT (resultat før renter) der bliver genereret pr. krone omsætning. En høj overskudsgrad kan betyde, at virksomheden er effektiv i at kontrollere sine omkostninger, eller at omsætningen stiger hurtigere end driftsomkostningerne. En positiv eller negativ trend i dette nøgletal er, for det meste, direkte forbundet med ledelsens beslutninger.

Fordi overskudsgraden også medtager administrations- og salgsomkostninger, bør tallet være meget mindre end bruttomarginen.

  1. Nettomargin

Nettomarginen medregner hele forretningens aspekter, inklusiv beskatning. Med andre ord sammenligner dette nøgletal resultatet med omsætningen.

Nettomargin = Resultat efter skat / Omsætning

Hvis en virksomhed genererer et resultat efter skat på 100.000 kr. på dens 1 mio. kr. omsætning, så vil nettomarginen være 10%.

Dette nøgletal omtales ofte bare som profitmarginen. Igen varierer dette tal fra industri til industri. Ved at sammenligne bruttomarginen og nettomaringen kan vi få en god fornemmelse af virksomhedens ikke-produktionsrelaterede og ikke-direkte omkostninger såsom administration, finansiering og markedsføringsomkostninger.

For eksempel har den internationale flyindustri en bruttomargin på 5%. Dens nettomargin er en smule lavere på 4%. På den anden side har billigere flyselskaber meget højere brutto- og nettomarginer. Disse forskelle giver en god indsigt i disse industriers omkostningsstruktur. Når man sammenligner de billigere flyselskaber med deres større, internationale kolleger, så bruger de billigere flyselskaber proportionelt mere på ting som finansiering, administration og markedsføring og proportionelt mindre på ting som brændstof og flybesætninger.

I softwareindustrien er bruttomarginerne meget høje, hvor nettomarginerne er betydeligt lavere. Dette viser os, at markedsføring og administration fylder meget hos disse virksomheder, hvor salgs og driftsomkostninger er relativt lave.

Når en virksomhed har en høj profitmargin, så betyder det som regel, at den også besidder en eller flere fordele over for sine konkurrenter. Virksomheder med højere profitmarginer har en bedre beskyttelse mod hårdere tider. Virksomheder med lave profitmarginer kan slås helt ud under en nedtur.

Ligesom med alle andre nøgletal så giver marginnøgletal aldrig perfekt information. De er kun så gode som timingen og nøjagtigheden i den finansielle data, de udregnes med, og når man analyserer dem, kræver det også store overvejelser om virksomhedens industri og position i økonomiens konjunkturcyklus. Marginer fortæller os en del om virksomhedens prospekter, men ikke hele historien.

 

Minimere omkostninger

Virksomheder bruger omkostningsstyring til at kontrollere og/eller reducere deres virksomhedsudgifter. Ved at identificere og evaluere hele forretningens omkostninger kan ledelsen bestemme, om disse omkostninger er fornuftige og overkommelige. Hvis nødvendigt kan ledelsen så lede efter måder, hvorpå de kan reducere omkostningerne ved metoder såsom at skære ned, flytte til en billigere plan eller skifte serviceudbydere. Denne styringsproces forsøger at kontrollere omkostninger, der rækker fra alt som telefon, internet, forbrugsregninger til lønninger og udefrakommende serviceydelser.

For at kunne drive en rentabel forretning skal en virksomhed ikke kun skabe omsætning men også kontrollere sine omkostninger. Hvis omkostningerne er for høje, så vil profitmarginerne være for lave, hvilket gør det svært for virksomheden at konkurrere med sine konkurrenter. Hvis omkostningerne hos en børsnoteret virksomhed er for høje, så vil aktiekursen måske stå under pres, og det vil være svært at tiltrække investorer.

Når man vurderer, hvad end omkostningerne er fornuftige eller ikke, så er det vigtigt at overveje, hvad standarden er for industrien.

 

Maksimere markedsandel

En virksomheds markedsandel beregnes ved at tage en dens omsætning over en givet periode og dividere den med den totale omsætning i hele industrien over samme periode. Denne måling giver et generelt billede af virksomhedens størrelse i forhold til markedet og dens konkurrenter. Virksomheder leder altid efter måder, hvorpå de kan udvide deres del af markedet samt udvide størrelsen på det totale marked ved at appellere til større demografi, sænke priserne eller via markedsføring. En større markedsandel kan for en virksomhed betyde et større skalaafkast i dens drift, og det forbedrer automatisk rentabiliteten.

Størrelsen på markedet forandrer sig hele tiden, men hastigheden af denne forandring afhænger af, om markedet vokser eller er modent. Stigninger og fald i en virksomheds markedsandel kan være en god indikator for virksomhedens konkurrenceevne. Hvis virksomheden bibeholder sin relative markedsandel, så vokser omsætningen i takt med det totale marked. Hvis virksomhed vokser i sin relative markedsandel, så betyder det, at virksomheden øger sin omsætning hurtigere end det totale marked. Teknologivirksomheder opererer ofte på et voksende marked, hvor forbrugsgodevirksomheder generelt opererer på et modent marked.

Nye virksomheder, der starter fra bunden, kan vokse hurtigt i markedsandel. Så snart de dog får en markedsandel, der er stor nok, så kan det være svært at vokse med samme hast derfra, da der nu ikke er lige så mange potentielle kunder til rådighed.

I næste kapitel vil vi tage et kig på de potentielle konflikter, der kan opstå i styringen af virksomhedens finanser.

 

Corporate finance: Agency problemer

Et agency-forhold opstår, når en fuldmagtsgiver hyrer en agent til at udføre en opgave. En konflikt (agency problem) opstår, når der er en interessekonflikt mellem fuldmagtsgiverens behov og agenten.

I finans er der er to primære agency-forhold:

  • Ledere og aktionærer
  • Ledere og kreditorer

 

1) Aktionærer vs ledere

  • Hvis lederen ejer mindre end 100% af virksomhedens aktier, så kan der potentielt opstå et problem mellem lederne og aktionærerne.
  • Lederne vil måske tage beslutninger, der ikke stemmer overens med aktionærernes bedste interesser. For eksempel vil en leder måske ønske at undgå et opkøb/overtagelse for at øge sin egen jobsikkerhed. Det vil måske ikke falde i aktionærernes bedste interesse.

 

2) Aktionærer vs kreditorer

  • Kreditorer vælger at låne penge ud til en virksomhed baseret på virksomhedens risiko, kapitalstruktur og potentielle kapitalstruktur. Alle disse faktorer vil påvirke virksomhedens potentielle pengestrøm, hvilket er kreditorens største bekymring.
  • Aktionærer har på den anden side kontrol over sådanne beslutninger igennem ledelsen.
  • Fordi aktionærerne vil tage beslutninger baseret på deres egen bedste interesse, så kan der opstå et potentielt agency problem mellem aktionærerne og kreditorerne. For eksempel kunne ledelsen låne penge for at tilbagekøbe aktier for at sænke virksomhedens aktiebase og øge aktionærernes afkast. Aktionærerne vil drage fordel af dette, men kreditorerne vil måske være bekymret i forhold til stigningen i gælden, der ville påvirke fremtidig pengestrøm.

 

Motivering af ledelsen til at agere i aktionærernes bedste interesse

Der er fire primære mekanismer til at motivere ledelsen til at agere i aktionærernes bedste interesse:

  • Ledelsens aflønning
  • Direkte indblanding fra aktionærerne
  • Trussel for fyring
  • Trussel for overtagelse

 

1) Ledelsens aflønning

Ledelsens aflønning bør opbygges ikke blot for at tiltrække kompetente ledere men også for at stille ledernes interesse på linje med aktionærernes så meget som muligt.

  • Dette gøres typisk via en årlig løn plus præstationsbonusser og aktier.
  • Aktier tildeles typisk til ledelsen som:

Præstationsaktier, hvor lederne vil modtage et bestemt antal aktier baseret på virksomhedens præstation.

Aktieoptioner, som gør, at lederen kan købe aktier til en fremtidig dato og kurs. Ved brug af aktieoptioner er ledelsens interesse lagt tættere på aktionærernes, da de ser dem selv som aktionærer.

 

2) Direkte indblanding fra aktionærerne

I dag er størstedelen af en virksomheds aktier ejet af større institutionelle investorer såsom investeringsforeninger og pensionsfonde. Derfor kan store institutionelle aktionærer udøve stor påvirkning på ledelsen og derved virksomhedens drift.

 

3) Trussel for fyring

Hvis aktionærerne er utilfredse med den nuværende ledelse, så kan de opmuntre den eksisterende bestyrelse til at ændre den eksisterende ledelse, eller også kan aktionærerne genvælge en ny bestyrelse, som kan klare opgaven.

 

4) Trussel for overtagelse

Hvis en aktiekurs falder på grund af ledelsens manglende evne til at drive virksomheden på effektiv vis, så vil konkurrenterne eller aktionærerne måske indtage en kontrollerende interesse i virksomheden og medbringe deres egne ledere.

I næste sektion vil vi kigge på de finansielle institutioner og finansielle markeder, der hjælper virksomheder med at finansiere deres drift.

 

Corporate finance: Finansielle institutioner og deres roller

En finansiel institution er en virksomhed, der foretager finansielle transaktioner såsom investeringer, lån og indlån. Næste alle mennesker har regelmæssig forbindelse til finansielle institutioner. Alt fra at sætte penge ind på sin konto, låne penge og skifte valuta skal gøres via finansielle institutioner. Her er et overblik over nogle af de store kategorier af finansielle institutioner og deres roller i det finansielle system.

Kommercielle banker

Kommercielle banker tager imod indlån og bidrager med sikkerhed og bekvemmelighed for deres kunder. En del af det oprindelige formål med banker var at kunne holde deres kunders penge sikre. Ved at gemme fysiske penge derhjemme eller i en pengepung var der en risiko for tyveri og ulykker, for ikke at nævne tabet af mulighed for renteindtægter. Med banker behøver kunderne ikke at gemme på store summer penge på hånden. Transaktioner kan klares med checks og kreditkort i stedet.

Kommercielle banker giver også lån, som personer og virksomheder bruger til at købe goder og udvide deres forretning, hvilket til gengæld skaber flere indlån i banken. Hvis bankerne kan udlåne penge til en højere rente, end de skal betale for indlån og driftsomkostninger, så tjener de penge.

Banker agerer også ofte som betalingsagenter mellem lande og nationer. Banker udsteder ikke blot kreditkort, der gør, at holderen nemt kan betale for varer og serviceydelser, de arrangerer også bankoverførsler med andre institutioner. Banker underskriver i bund og grund finansielle transaktioner ved at udlåne deres omdømme og troværdighed til transaktionen.

 

Investeringsbanker

Krakket på aktiemarkedet i 1929 og den efterfølgende Store Depression fik den amerikanske regering til at øge reguleringerne på finansmarkedet. The Glass-Steagall Act i 1933 resulterede i en opdeling mellem investeringsbanker og kommercielle banker.

Mens investeringsbanker måske kaldes for ”banker”, så er deres operationer og drift meget anderledes end indlånsdrivende kommercielle banker. En investeringsbank er et finansielt mellemled, der udfører en række serviceydelser for virksomheder og nogle stater. Disse serviceydelser inkluderer at underwrite for gæld og børsnoteringer, agere som mellemled mellem udstederen af værdipapirerne og investeringsoffentligheden, virke som market maker, muliggøre fusioner og andre virksomhedsomstrukturer og agere som mægler for institutionelle kunder. De udfører måske også research og agerer som rådgivere til virksomheder. Generelt fokuserer investeringsbanker på børsnoteringer (IPO’er) og store offentlige og private aktieemissioner. Traditionelt set arbejder investeringsbanker ikke med den generelle offentlighed. Der er dog nogle store navne inden for investment banking såsom JP Morgan Chase og Citigroup, der også opererer som kommercielle banker. Du har måske hørt om investeringsbanker såsom Morgan Stanley, Goldman Sachs, Carnegie og Saxo Bank.

Generelt set er investeringsbanker mindre regulerede end kommercielle banker. Mens investeringsbankerne drives under opsyn af regulerende enheder såsom SEC, FINRA, danske Finanstilsynet osv., så er der typisk færre restriktioner for investeringsbankerne.

 

Forsikringsselskaber

Forsikringsselskaber samler risici ved at samle præmier fra en stor gruppe mennesker, der gerne vil beskytte sig selv og/eller sine nærmeste fra et bestemt tab såsom brand, bilulykke eller andet. Forsikringer hjælper mennesker og virksomheder med at styre deres risiko og bevare deres velstand. Ved at forsikre et stort antal mennesker kan forsikringsselskaber drives rentabelt og på samme tid betale for de skadesanmeldelser, der måske kommer. Forsikringsselskaber bruger statistisk analyse til at forudsige, hvad deres faktiske tab vil være inden for en given kategori.

 

Mæglere

Et mæglerselskab agerer som en mellemmand mellem køber og sælger under værdipapirtransaktioner. De bliver betalt efter kommission, når transaktionen er fuldført. Når en købsordre for en aktie for eksempel er givet, så bliver mæglerselskabet ofte betalt for at udføre ordren.

Et mæglerselskab kan enten være full service eller discount. Et full service mæglerselskab tilbyder investeringsrådgivning, porteføljestyring og handelsudførsel. For disse ekstra serviceydelser betaler kunderne dog ekstra kommission per handel. Discountmæglere tillader investorer at lave deres egen investeringsresearch og tage deres egne beslutninger. Mægleren udfører stadig investorens handler, men fordi den ikke yder den samme service som full service mæglerselskabet, så er kommissionerne en del lavere.

 

Investeringsselskaber og foreninger

Et investeringsselskab er en virksomhed eller en fond, som professionelt investerer i diversificerede og professionelt administrerede porteføljer med værdipapirer ved at samle deres midler med andre investorer. I stedet for at købe nogle forskellige værdipapirer og administrere sin egen portefølje, kan den almene privatinvestor købe beviser indirekte via et pakkeprodukt såsom en investeringsforening.

 

Låne- og sparekasser

Låne- og sparekasser ligner banker på mange måder. Disse er selvejende institutioner. Hvor bankerne har aktionærer, har sparekasserne også garanter. Disse garanter bidrager med risikovillig kapital til sparekassen. Som garant har man ikke ret til at få sit garantibevis indløst, og de penge, man har investeret i garantbeviset, kan gå tabt, hvis sparekassen går konkurs. Garantordningerne har sikret mange sparekasser en ekstra kapital. En del sparekasser er med tiden også blevet aktieselskaber.

 

Kreditforening

Denne form for institution er et realkreditinstitut, som yder lån mod tinglyst pant i fast ejendom på grundlag af obligationsudstedelse. En kreditforening er en sammenslutning af låntagere, der ved at hæfte solidarisk og ved at give sikkerhed i form af 1.-prioritets-pant i fast ejendom har kunnet opnå fastforrentede, langfristede lån på særlig gunstige betingelser. De lånte beløb kommer ind, ved at kreditforeningerne sælger obligationer på det åbne marked til dagskurs.

 

Skyggebanker

Boligboblen og den efterfølgende finanskrise satte lys på det, der omtales ”skyggebankssystemet”. Det system består af investeringsbanker, hedgefonde, forsikringsselskaber og andre ikke-bankinstitutioner, der efterligner nogle af de regulerede bankers aktiviteter men ikke arbejder inden for samme regulerende rammer.

Skyggebankmarkedet fylder ca. halvt så meget som hele det samlede bankmarked.

I næste afsnit vil vi lære lidt om de forskellige former for finansmarkeder, som disse finansielle institutioner driver virksomhed på.

 

Corporate finance: Finansmarkeder og deres roller

Et finansmarked er et bredt begreb for ethvert marked, hvor købere og sælgere deltager i en handel med aktiver såsom aktier, obligationer, valutaer og derivater. Finansmarkeder defineres typisk ved at have et transparent kurssystem, handelsreguleringer, handelsomkostninger og markedskræfter, der fastsætter værdipapirernes kurs.

Finansmarkeder kan findes i næsten alle lande i verden. Nogle af markederne er meget små og har kun få deltagere, hvor andre – såsom New York Stock Exchange (NYSE) i New York og valutamarkedet – handler for flere billioner dagligt.

Som investor har man adgang til et stort antal finansmarkeder og børser, der repræsenterer en bred mængde produkter. Nogle af disse markeder har altid være åbne for private investorer, hvor andre er forblevet et eksklusivt domæne for store internationale banker og finansielle professioner.

 

Kapitalmarkeder

Et kapitalmarked er et sted, hvor private investorer og institutioner handler finansielle værdipapirer. Organisationer og institutioner i den offentlige og private sektor sælger ofte værdipapirer på kapitalmarkederne for at skaffe kapital. Denne form for marked udgør derfor både det primære og sekundære marked.

Enhver stat eller virksomhed kræver kapital (penge) for at finansiere dens drift og styre sine langsigtede investeringer. For at gøre dette skaffer virksomheden kapital ved at sælge værdipapirer – aktier og obligationer i virksomhedens navn. Disse købes og sælges på kapitalmarkederne.

 

Aktiemarkeder

På aktiemarkederne kan investorer købe og sælge aktier i børsnoterede selskaber. Aktiemarkederne er et af de vigtigste områder i økonomien, da de giver virksomhederne adgang til kapital og ejerne adgang til en del af ejerskabet i virksomheden sammen med potentialet for gevinst baseret på virksomhedens fremtidige præstation.

Dette marked kan opdeles i to markeder. Det primære og det sekundære marked. Det primære marked er der, hvor nye aktier for første gang noteres, og den efterfølgende handel foregår på det sekundære marked.

 

Obligationsmarked

En obligation er en gældsinvestering, hvor en investor låner penge ud til en entitet (virksomhed eller stat), som låner pengene i en forudbestemt periode til en fast rente. Obligationer bruges af virksomheder til at finansiere en række projekter og aktiviteter. Obligationer kan købes og sælges af investorer på kreditmarkeder over hele verden. Dette marked kaldes også for gælds- eller kreditmarkedet. Det samlede kreditmarked er i nominel forstand meget støre end verdens aktiemarkeder. Hovedkategorierne inden for obligationer er virksomhedsobligationer, statsobligationer og realkreditobligationer.

 

Pengemarked

Pengemarkedet er et segment på det finansielle marked, hvor der handles ekstremt likvide værdipapirer med korte løbetider som for eksempel indlånsbeviser, indskudsbeviser og skatkammerbeviser. De vigtigste aktører på dette marked er danske og udenlandske pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank samt store virksomheder med betydelige daglige betalingsstrømme.

 

Spotmarked

Handel på spotmarkedet kan åbne op for store tab og store gevinster. Her handles kontrakter, som træder i kraft omgående. Priserne sættes til de nuværende markedskurser. Dette marked domineres typisk af institutionelle investorer såsom hedgefonde og andre store deltagere.

 

Derivatmarked

Et derivat er en kontrakt, der udleder sin værdi af et eller flere underliggende aktiver. Kontraktens pris bestemmes af markedskursen på det underliggende aktiv. Hvis det lyder forvirrende, er det fordi, det er det. Derivatmarkedet gør de finansielle markeder lige det mere komplekse, og dette marked er derfor ikke egnet til uerfarne tradere, der ønsker at spekulere. Dog kan det bruges ret effektivt som del af en risikostyring.

Eksempler på udbredte derivater er forwards, futures, optioner, swaps og contracts-for-difference (CFD’er). Ikke blot er disse instrumenter komplekse, men det er de strategier, deltagerne på markederne bruger, også.

 

Valuta- og interbankmarked

Interbankmarkedet er det finansielle system og handel mellem banker og finansielle institutioner, som udelukker private investorer og mindre deltagere på markedet. Størstedelen af handlen foregår på vegne af bankens egne konti, men en del af handlen foregår også på vegne af store kunder i bankerne.

Valutamarkedet er der, hvor valutaer handles. Valutamarkedet er det største, mest likvide marked i verden med en gennemsnitlig handelsvolumen på omkring 10 billioner kr. pr. dag og inkluderer alle valutaer i verden. Alle personer, virksomheder og lande kan deltage på dette marked.

Der findes ikke nogen central valutabørs, så handlen foretages over-the-counter. Valutamarkedet er åbent 24 timer i døgnet 5 dage om ugen.

Indtil for nyligt var valutamarkedet i høj grad domineret af finansielle institutioner, virksomheder, centralbanker, hedgefonde og ekstremt rige privatpersoner. Internettet har dog ændret alt dette, og det er nu muligt for den almene investor at købe og sælge valutaer online med blot et enkelt klik.

 

Primære vs sekundære markeder

Et primært marked udsteder nye værdipapirer på en børs. Virksomheder, stater og andre organisationer finansierer sig selv via gæld eller egenkapitalbaserede værdipapirer. Det primære markedet muliggøres af underskrivende entiteter, som består af investeringsbanker, der vil sætte en startkurs for et værdipapir og sælge dette direkte til investorer.

Det primære marked er der, hvor investorerne har deres første chance for at deltage i en ny værdipapirudstedelse. Det udstedende selskab får et kontant provenu fra salget, som så bruges til at finansiere driften eller udvide forretningen.

Det sekundære marked er der, hvor investorer køber værdipapirer eller aktiver fra andre investorer i stedet for virksomhederne selv. I Danmark handles børsnoterede aktier på det sekundære marked på Københavns Fondsbørs, i USA New York Stock Exchange, Nasdaq eller andre børser. På det sekundære marked går provenuet fra handlen til en investor i stedet for den underliggende entitet, som har udstedet aktivet.

 

OTC marked

Over-the-counter markedet er en form for sekundært marked. Begrebet ”over-the-counter” omhandler aktier, der ikke handles på en aktiebørs som Fondsbørsen, Nasdaq, NYSE osv. Det betyder som regel, at de handles på OTC bulletin board, Pink Sheets eller eksempelvis danske First North. De fleste af disse virksomheder er penny aktier eller meget små virksomheder.

Finansielle institutioner og finansielle markeder hjælper virksomheder med at skaffe kapital. De kan gøre dette ved at tage et lån i banken og betale renter på dette eller ved at tilbyde investorer en del af ejerskabet i virksomheden.

Skriv en kommentar. Vi vil hellere end gerne høre din mening.