Dette begreb har at gøre med den elektroniske mulighed (ofte tilbudt af uafhængige entiteter), som tillader buy-side virksomheder at få adgang til likviditet i de værdipapirer, der måske ønsker at købe eller sælge. Buy-side virksomheder er kunder hos sell-side virksomheder, som er børsmæglerselskaber og banker, der ofte agerer som market makere i et værdipapir. Buy-side virksomheder vil stadig bruge sell-side virksomhedernes handelsinfrastruktur, men vil have mere kontrol over, hvordan handlen udføres.
DMA tillader ofte buy-side virksomheder at udføre deres ordrer til lavere omkostninger. Fordi det hele foregår elektronisk, så er der også en mindre chance for, at der forekommer handelsfejl. Ordreudførslen foregår ekstremt hurtigt, så tradere bedre kan drage fordel af meget kortfristede handelsmuligheder.
En ordning mellem en investor og et børsmæglerselskab (eksempelvis en bank), der tillader, at investoren kan indsætte et beløb og foretage investeringer gennem mægleren, som så udfører transaktionerne på vegne af investoren. Investoren ejer de aktiver, der ligger på depotkontoen.
Der findes forskellige typer depotkonti og børsmæglerselskaber; investorer kan vælge typen af depotkonto og mægler ud fra, hvad der bedst passer til investorens krav. Nogle børsmæglere med fuld service tilbyder omfattende investeringsråd og tager til gengæld også større gebyrer for deres service, mens andre online mæglere helt enkelt bare bidrager med en sikker interface, som investorer kan handle igennem, som til gengæld tager mindre gebyrer for det. Depotkonti kan også variere med hensyn til hastighed af ordreudførelserne, analyseredskaber, antal af finansinstrumenter og grænsen for, hvor meget investorer kan handle på margin.